Sådan var deres liv
	Erik Østergaard Jensen Hygge ved det altid varme kaffebord hos Marie og Erik Fra venstre: Marie, Hans, Johannes og Erik        Af. Hans Kristian Østergaard. - om mine forældre og den tid, jeg husker, vi fik lov at leve sammen med dem.   Det var ved den sidste fætter- og kusinesam-menkomst i sommer (2000) at Christian gjorde mig opmærksom på, at den side i en biografi, han var i gang med at udarbejde, som var beregnet for Marie og Erik Østergaard stod helt tom. Det skulle jeg, (som endnu lever) så prøve at gøre lidt ved.   Det bliver ikke en kronologisk beskrivelse af den tid, vi havde dem her som vejledere. Jeg springer i dette som falder mig ind, men overskriften skal i hvert fald være, at jeg har dem i min erindring som gode, men også som strenge forbilleder  for os alle fire. Jeg vil dog også i min indledning nævne det sammenhold, som vi allerede som ganske unge kunne se i den store søskendeflok, som vandre-mappen ”Bindingsværk” er bindeled imellem – et fællesskab som vi alle har nydt uendelig meget af i vores opvækst, så jeg føler, at vi har gavn og glæde af det endnu – mange år efter deres fritagelse for opgaven. Alle ville I det samme : hjælpe hverandre, også med at være gode mod børnene.   Nå, nu går vi over til de mere konkrete ting, og så vælter minderne selvfølgelig frem, så er det ganske svært at holde styr på dem. Jeg husker først og fremmest min far for, at han så godt som altid gik og sang ved sit arbejde – sange som han havde med hjem fra de familiefester som aldrig gik til ende, uden en ”sangtime”, eller salmer fra kirken eller missionshuset. Jeg har tit beundret ham for, så mange han kunne udenad. Køkken og stuer herinde genlød også tit af mors knap så kraftige – ganske vist - men fine rene stemme. Af ”sang i hjemmet” (som det så smukt hedder) husker jeg med størst glæde vores morgensang søndag morgen, når vi var færdige med at spise. ”Nu ringer alle klokker mod sky” er den bedste af dem alle, ”Denne er dagen – ” med slutlinien: - ved I nu, hvorfor det kimer? - Som om forfatteren vil sige:  ”kan I nu forstå det !”   Men hvad mon de selv ville have fortalt om, hvis vi havde spurgt dem, hvad var det væsentligste i deres tid sammen. Så gætter jeg først på mors glæde ved at have et eller andet at dele med en af hendes venner. Et halvt pund rigtig kaffe kom først til sin rette, når enten tante Marie, Thomasine, Kirstine, Marie (A), Dagmar, Ester, Victoria eller Anna eller faster Andrea – og jeg kunne nævne mange flere – kom og kiggede indenfor. For en stor del af deres tid var det jo småt med rigtige dagligvarer, en tid måtte vi knap nok selv male lidt rug til brød, uden at vi skulle have dårlig samvittighed, alt skulle afleveres til de tyskere, som for enhver pris skulle holde krigen i gang, om det så aldrig så håbløst ud. Jeg ved godt, at mottoet ”Gudsfrygt, flid og nøjsomhed” bruges et helt andet sted, men det kunne godt stå over døren til vort barndomshjem. Jeg har mors bibel i mit gemme, og jeg har endnu set mange af hendes understregninger i den. Hendes viden og retfærdighedssans var skarp, så hun mange gange kunne ”skære igennem”, som man siger, og komme med den rammende bemærkning, som satte tingene på deres rette plads.   Det gælder for dem begge, at de aldrig gik på kompromis i moralske spørgsmål. Jeg husker – med en lille trækning ved min mundvig – en bemærkning, som far engang rev af sig: I kan selv om, om I vil give mig ret eller ej, for jeg ved, at jeg har det!” Nu-vel, han var glad for sine naboer, som han rådførte sig med når der skulle tages stilling til større spørgsmål. Den første tid de var her, ved jeg at Margrethe og Porshus – Hansen, hed de, jeg bærer hans fornavn – var dem til stor støtte, og senere har jeg ofte set og hørt rådslagning med Bøggild, Niels Utoft, farbror Elmer eller Niels Chr. Madsen (jeg kunne nævne flere) om både økonomiske, praktiske ting eller menneskelige, samt religiøse spørgsmål, og bagefter kunne man mærke, at far vidste hvad han ville.   Vi havde jævnligt ”besøg” af børnene fra en af naboerne, somme tider kunne det strække sig over et par dage, men så kom omsider faderen (det var altid manden) med målbevidste skridt ind over gårdspladsen, så var det tiden, at mor skulle komme og hjælpe jordmoderen, for nu var der en ny verdensborger i snarlig vente. Sådan har mor været med til at tage imod en stor del af de børn, der er blevet født her i nabolaget, og glemmes skal det heller ikke, at hun også hjalp os til rette den første gang, vi var i samme situation.   De boede her i 32 år – fra 1922 til 1. dec. 1954, og jeg må da vist godt sige, at de fulgte godt med i udviklingen igennem deres levetid. De var ikke særlig gamle da de overdrog ejendommen til os, så de havde herefter 13 år sammen i den lille ejendom i Vesterlund, indtil mor måtte give efter for en overmægtig sygdom. Jeg husker far sagde: Det kan godt ske, jeg flytter herfra med det samme! Han fandt nu ud af at bo alene, og vi har gode minder også fra den tid – det blev til 11 år - -