Vore første år - under trange kår

 

Vores første Hjem

"Elmely" i Høgild 1958 - 1962

 

 

Lykken blev ikke gods eller guld

Da vi begge er ud af bondestand, hængte det ligesom i luften, at slægter følger slægters gang, hvorved ungdommen påbegynder sine første år i mere eller mindre faldefærdige ejendomme med tanke for, med tiden skulle overtage fædrenegården.

I virkelighedens verden herom, blev det så ikke som sådan - heldigvis!

 

Dette blev vort liv   Ella    Chr   Sådan er vi bare

 

 

 

Vore første år

Ved egentlig ikke hvorfor vi ofrede vore første år med landejendom i Høgild.

I bagklogskabens lys var denne handling nok ved mangelfuld selvrespekt, for ikke modsige konsekvenserne ved at afprøve andre muligheder for livsgerninger.

Men trods alt, så opnåede vi i Høgild at skabe os nogle gode år, med godt naboskab og en del erfaringer rigere, indenfor datidens selverhverv for mindre landbrug.

I tiden hvor vi påbegyndte vores selvstændighed, var jo i slutningen af halvtredserne og op igennem datidens ”glade” tresser, hvor den tid jo var præget af den revolutionerende folkevandring af unge mennesker fra land til by, for herved at få organiseret arbejdstid og overenskomstmæssige lønninger.

Men ved vores opdragelse og opvækst med tilknytning for borgerlige holdninger, valgtes så at fortsætte ved landbruget under mottoet:

Kunne man ikke blive andet, kunne man da altid blive bondemand.

 

Udsigt fra "Elmely" til naboejendom - hvortil vi flyttede i 1962

”Elmely”

Navnet ”Elmely” - døbte vi den lille ejendom ved overtagelse. Syntes det var et passende navn, da den lå lidt i læ ved en del store elmetræer. Ejendommen er opført som statshusmandsbrug omkring 1918, med et mindre jordtilliggende på 14 tdl.

Bygninger var vinkelbygninger, med beboelse øst/vest.

Kreatur-med lade bygning syd/nord.

Bygninger var dårlig vedligeholdte, skæve mure, råddent træværk overalt og utætte tage, stort set ikke velegnet som beboelse for dyr og mennesker.

Der var ikke indlagt vandforsyning, toilet og strøm for kraft. Der var ingen dyr elle nogen markredskaber.

Alt af hvad vi skulle anvende af markredskaber og anden form for drift, måtte vi enten låne eller på anden måde selv fremskaffe.

 

Levevilkårene

Nutidens krisetider - 2009, er kun tankevækkende mod fortidens ubønhørlige skrankepavers enevældige forstandsånd. Kan sige det som sådan: Vi kom ”nøgne” hertil, og gik ”nøgen” herfra. Men vi overlevede, kom herfra med tre velskabte børn, som alle er i gode stillinger.

For herved kunne komme videre med vores liv, skulle der som lånebetingelser i pengeinstitut stærke argumenter til, som først var ved tiggergang med forhåndsorientering af kautionister, for herefter gå til banken om muligt kunne låne lidt småbeløb som kunne være fra en plovmand til 1000 kr. - til bare lidt forbedringer eller ny investering.

I banker blev man her mødt med den sædvanlige ubønhørlige tone: - Hvad har du som sikkerhed?

Forelægger sit ærinde og forlod banken med denne besked: - Vi har møde om 14 dage, så får du besked!

Efter modtaget besked for enten – eller, var det så opgaven at fortsætte livet efter de givne betingelser.

At låne penge i banken på den tid, kunne godt føles som nedværdigende tiggergang. Bankernes udlånsmoral på den tid var simpelthen så bureaukratisk enevælds håndteret, at det kun varetog interesse for velstillede borger med høj cigarføring, på bekostning af den mindre samfundsborgers slid og slæb for at holde hjulene i gang..

Uden produktionsaktivitet - ingen liv

Eksistensgrundlaget var jo ved bedst muligt at omsætte jordens afgrøder igennem dyr med højest betalte salgspris efter markedsbehov.

Køb og salg af dyr herfor var et cirkusforestilling uden lige. Dette forekom ofte igennem lokale handelskrejler, med hvem flere timer kunne gå med at prutte om priser og endelig afslutning med håndslag.

Så godt som alt dyrhandel forekom uden rede kontanter, som så var over veksler og i flere tilfælde, med fremdaterede checks. Køb af grise til opfedning forekom ofte over købekontrakt igennem et svineslagteri, som jo så blev indfriet ved første levering hertil.

For alt dette finasieringshalløj, havde handelskrejleren diverse blanketter lige ved hånden.

At være ”vekselrytter” var i virkelighedens verden en ond cirkel, som var en nødvendig onde for overlevelse. Vekselrenter var høje, over 20%, som i sidste ende kun blev for bankernes selv-berigelse, som herved udvist over deres strategiske handelsmanøvre ved at tilrane sig høje renter, af småborgers slidsomme arbejde.

Har altid sagt: Banker er en nødvendig onde, men alt respekt for deres handle dømme kan ligge på et lille sted.

For i det hele taget kunne overleve herved, var indtægter fra forskellige bierhverv en nødvendighed. Sådanne var i nogle år ved mælkekørsel, som herved var med hjælp for at købe traktor hertil, som jo så var anvendelig til andre formål, som ved at udføre lidt forskelligt markarbejde udenfor hjemmet. Ligeså måtte man i andre tilfælde påtage sig arbejde af hvad som bød sig.

Men i det store og hele fik vi dog vore livsfornødenheder herved.

Begynderår for bønders ejendomssammenlægninger

Det var i de år hvor bønderne påbegyndte en strategisk revolutionering for ejendoms sammen-lægninger, for aldrig kunne få jord nok.

Ved denne lyksalige tro for, at dette ville være rette strategi for fremtid, hoppede vi derfor med på vognen.

Dette var vores hjem fra 1963 - 1970

Da naboejendommen, med samme arealstørrelse som denne af vores, i 1962 blev til salg, købte vi så denne og flyttede dertil.

Flytning hertil var dels for en anelse bedre beboelse, samt det mere jord at rode i.

Herved denne lod faldt der ingen gevinst til en forbedret udkomme, så der måtte tages andre udfordringer op.

Af andre udfordringer, som var en periode med lidt mere svineopdræt, samt forsøgte med noget hønseavl, i vort første hjem.

Men ikke noget herved gav nogen fordelagtig udbytte.

 

 

Lastvogn i Høgild

Kører lidt lastvogn

Solgte derfor en del af jordtilliggende til en nabo. Bød ind på et par større mælketure og købte lastvogn til transport heraf, ligesom så med denne lastvogn kunne udføre mindre lokalt landtransport af forskellige art.

Da vi efter få år med slid og slæb, ikke herved fandt lykke for værdige levevilkår, ligesom vi på ingen måde fandt det ansvarlig for vore børn at kunne bygge en fremtid op ved, solgte vi så i 1970 ejendommen i Høgild og flyttede til Aulum, hvor vi har boet siden.

Igennem årerne i Aulum har vi levet et godt og lykkeligt liv. Har begge haft godt fast arbejde, med mine mange år på jernstøberi, og Ella ved mange år som rengøringsassistent, ved forskellige steder indenfor byområdet, indtil vi begge nåede efterløns- og pensionsalderen.

For årerne i Høgild blev vi en del erfaring rigere ved: At de kloge altid narrer de mindre kloge. Men sådan er livets lod jo engang bleven mennesket tildelt - for al evighed.

Index