Jacob Westergaard skriver  I Nørre Nissum sogn ved Lemvig ligger gården  "Nissumbol" - den nævnes i 1539, som for værende sognets største Bondegård. I 1648 -1664, hørte den under  "Kongensgård" som er sognets eneste herregård, men blev pantsat 1681 til Jens Christensen  "Lemtorp" som så i 1688 nævnes som selvejer af gården. Hartkornet er da 14 td. - 7 skp. - 3 tdk. - 2 alb. - og det dyrkede areal er på 77 tønderland. Det samlede areal må imidlertid have været en hel del større, idet det vides at den langt senere opståede ”Nicolinesgaard”  er udstykket fra  ”Nissumbol”     Jens Christensen, hans søn Gregers Jensen Krabbe, overtog gården i 1702. Han underskriver sig altid med navnet Krabbe, og vil sikkert dermed antyde at han havde adelsblod i årene. Han var en rigtig storbonde, og man skønner let i flere henseender at han gerne ville være nummer ét af de Nissum Bønder. 1727 udsteder han testamente hvori det blandt andet hedder:  - Min datter Else og hendes kæreste, ærlig og velagtede ungkarl Laurids Jacobsen Veje, skal have  "Nissumbol".  -Min anden datter Anne, og hendes mand Ole Mortensen i ”Nissumby”skal have "Bjerregård"  i Resen sogn. Og efter min død skal begge mine døtre være lige delagtige i  "Pilgaard" sin herlighed og bondeskyld. Som de efter beboernes død kan gøre sig så nyttige, de gerne ville.          Gregers Jensen Krabbe og hans kone skulle så blive boende på  "Nissumbol" - hvor de kan nyde frit ophold i den østre stue, med kælder og et køkken samt føde og klæde, og desuden årlig 6 tdr. byg - 4 tdr. rug - græs til en ko - et par stude og fire får. Ildebrændsel og afgiften var af  "Pilgård".   Gregers Krabbe er altså ejer af  "Pilgård" - der er en gård med hartkorn 7 tdr. - 6 skp. - 1½ tdk. - 1 alb. - Man forstår hermed, at han må have været en meget velhavende mand. Hans svigersøn, "den ærlige og velagtede ungkarl" Laurids Jacobsen Veje, overtager så i 1727 "Nissumbol". Også han havde været en god og agtet mand i sognet, idet han blev sognefoged, og have denne bestilling til sin død i 1772.   Der var to sønner i ægteskabet, den ældste heraf var Gregers, han overtog "Nissumbol" i 1772. Den anden søn Jacob Lauridsen, køber  "Lille Vestergård" i Fabjerg. Han er født i  "Nissumbol" den 10. april 1733. Hans bryllup står i "Nissumbol" - umiddelbart før han flytter til "Lille Vestergård". Hans hustru er Bodil Margrethe Jensdatter fra "Kvisgård" i Fabjerg. Hun er født den 24. august 1752.   "Lille Vestergård" beskrives dengang som en gård på 150 tønderland. Hvoraf de 100 tønderland er opdyrket. Der holdes på gården 2 spand køreheste - 2 følhopper - 1 føl - 3 plage - 14 malkekøer - 16 stude - 11 kvier og kalve - 25 får.   Bodil Margrethe dør imidlertid ganske pludselig den 8. december 1778, under deltagelse i et selskab i Gudum Præstegård.   Jacob Lauridsen gifter sig igen den 17. oktober 1788. Vielsen foregår i Nørre Nissum kirke. Bruden er ungpige Dorthea Christensdatter, fra "Sønderskov" i Nørre Nissum. Hun er født den 26. november 1760.   I dette ægteskab er der to sønner, Kristen Jacobsen Westergård, født om aftenen kl.9 den 23. november 1789. Og Jens Jacobsen Westergaard, født om morgenen kl.9 den 28. september 1791. Ligeledes er der i ægteskabet en datter Bodil Margrethe Lauridsen Westergård, født om aftenen kl.9 den 29. oktober 1794.   Her er for første gang Westergård optaget som efternavn. Og det skrives med dobbelt W. Jacob Lauridsen har med sin meget fine håndskrift, og med rødt blæk, nedskrevet alle ovenstående oplysninger angående køb af "Lille Vestergård" - og om sine ægteskaber og barnefødsler.                                                                  Underskrevet:  "Lille Vestergård" i Fabjerg den 30 oktober 1794.                                                                                                                                                                                                                                                                    Jacob Lauridsen.     Den 28. maj 1799 døde Jacob Lauridsen. Men hans enke gifter sig allerede igen året efter, den 24. oktober 1800, med Niels Simonsen fra Odby i Thy. Vielsen foregår i Fabjerg kirke. Og Niels Simonsen notere på samme papir som Jacob Lauridsen har benyttet: Om aftenen kl.9, den 25. november 1801, blev vor datter Anna Marie Nielsdatter født.                                                                                          "Lille Vestergård" i Fabjerg den 26. november 1801.                                                                                                                                                                       Niels Simonsen.   Herunder er tilføjet: Om morgenen kl.3, den 24. juli 1810, døde min stedsøn Kristen Jacobsen Westergård, her i "Lille Vestergård".     Slægten rødder: Det er ret mærkeligt, at alle børnene er fødte skiftevis morgen og aften kl.9. Og nu da jeg nedskriver disse linier, rinder det mig i hu, at også min datter Asta Berntsen Westergård er født kl.9, nemlig, den 5. december 1912 - aften kl.9.   Jens Jacobsen Westergård der er født år 1791, er min Farfar. Han aftjente sin værnepligt i København, som fodgarde, i årene 1814-1820. Hans stedfader Niels Simonsen dør imedens han er soldat. Da han kommer hjem fra soldatertjenesten overtager han så ledelsen af Fædrenegårdens drift, og overtager så gården et par år senere, som retsmæssigt Ejer. Den 4. oktober 1834 gifter han sig med ungpige Mette Kathrine Pedersdatter Skou, fra Gudum. Hun er da kun 19 år gammel, og er født i 1815.   I dette ægteskab bliver der født 11 - (elleve) børn, som er: Dorthea - Jacob - Trine - Ane - Mariane - Peder (som er min Far) - Sine - Kresten - Niels - Marie og Margrethe.   De seks yngste af denne store søskendeflok, kom alle på Galtrup Højskole, på Mors. Højskolens forstander var den landskendte Povlsen Dal. Far har fortalt mig, at når man lige undtager Povlsen Dahl, som også var barnefødt i Fabjerg, så var denne søskendeflok de første og eneste fra Fabjerg sogn som dengang tog på Højskole. Dette har været i årene 1865-1875. Niels og Margrethe kom også senere på Askov Højskole. Ligeledes besøgte min Far Peder, også senere et par månder Askov Højskole.   Den ældste af børnene, Dorthea, bliver gift den 17. december 1860 - med, Ole Peder Jensen Kvisgård. Han er født i "Kvisgård" i Fabjerg, og har lærereksamen fra Jelling Seminarium. Han har fået ansættelse som skolelærer i Elsø sogn på Mors, og rejser dertil med sin unge kone.   Jacob overtager fødegården "Vestergård" i 1865, og bliver gift med Line Kjærgård, som er datter fra "Østergård" i Nørre Nissum.   Trine gifter sig med gårdens mangeårige forkarl Kristian Larsen. De får et mindre parcel fra "Vestergård" på 5-6 tønderland.   Ane bliver gift med Søren Kjærgård Østergård fra Nørre Nissum. Sammen overtager de Søren Kjærgårds fødegård "Østergård".   Mariane var i mange år væverske, men bliver som ældre "ungpige" gift med en husmand i Lomborg sogn.   Peder bliver friskolelærer og landmand. Da han er min Far, omtales han senere.   Sine, hun dør som ungpige ca. 28 år gammel. Hun havde i sommeren1867 været elev på Galtrup Højskole. Herefter blev hun husbestyreinde for Lærer Nørgård i Nørre Nissum, som var ungkarl alle dage.   Kresten blev skomager. Han kom som ganske ung i skomagerlære i Lemvig, og blev her svend, hvorefter han rejser lidt omkring, men dog vist ikke til udlandet. Han blev gift og nedsatte sig som skomager i København.   Marie. Hun bliver som ganske ung gift med Niels Bjerrefra ”Nissumby ”i Nørre Nissum. Niels Bjerre havde været på studietur til England, og havde herved opdaget at der var gode muligheder for at oprette en handelsplads for levende fedekreaturer fra Danmark. Da han fra denne rejse kommer hjem bliver han gift med Marie, og de rejser så til England hvor han bliver kommissionær i kratureksport fra Danmark. Dette var fra år 1873-1892. Dette år lukkede England for alt indførsel af levende kreaturer fra Danmark. Denne lukning var et hårdt slag for Danmark, og navnlig for Jylland, som  der i høj grad havde indrettet sit landbrug med fede stude til udførsel for øje. Som undskyldning for lukningen, opgav England, at man var ængstelig for smitteindførsel af mund og klovsyge, som Danmark var plaget af. Sandheden var, at man i Danmark overhovedet ikke kendte til denne pestsygdom, den gang. Begrundelsen var altså meget dårligt underbygt.   Tilføjelse om Niels Bjerre, fra Bjerre Slægtens Stamtavle:    Niels Bjerre er fra Bjerre slægtens sjette slægtled. Han er født i Nr. Nissum den 7. maj 1845. Død i Kolding den 23. august 1903, begravet i Nr. Nissum. Kreaturkommissionær. Elev på forskellige højskoler, tog timer i engelsk og rejste 1876 til England. Vendte 1878 tilbage for at holde bryllup, og rejste 8 dage efter med hustruen til England, hvor de bosatte sig i Newcastle. Kom 1892 tilbage til Danmark og bosatte sig i København, derfra til Flensborg og til sidst i Kolding, hvor han døde. Niels Bjerre gifter sig 9. april 1878 med Kirstine Marie Jensen, født i Fabjerg 9. marts 1854, død 27 september 1927, begravet i Nr. Nissum. Elev på Dalum Højskole to gange. Datter af gårdejer Jens Jacobsen og Mette Kathrine Pedersdatter, Vestergård, Fabjerg.   Margrethe var i sin tidligere ungdom igennem flere år hos sin søster og svoger i England. Herefter kom hun tilbage til Danmark, hvor hun en tid var privatlærinde på Skanderborg egnen. I ca. 1893 blev hun bestyrerinde på af Friskolen i Tømmerup på Sjælland, men overtager derefter friskolen i Nørre Nissum i ca. 18.. hvor hun virkede til sin død i 18...  Hun forblev at være ugift alle sine dage.   Den ældste af børnene Jacob Jensen Westergård, født 1836, bliver udskrevet til militærtjeneste i 1858, og møder samme år som infanterist ved garnisionen i Kiel, som dengang jo tilhørte Kongeriget.     Den tragiske ulykke i Lille Vestergaard Året 1860 dør Jens Jacobsen Westergård pludselig ved et ullykestilfælde, 69 år gammel. Det var i april måned, og gårdens folk var beskæftiget med at udkøre gødning. Der kørtes med tre spand heste, og Jens Westergård kørte "imellem". På hjemturen fra marken med den tomme vogn kom han til at dreje for brat, ud af et led, som var indkørselssted til marken, her stødte vognen imod en ledpæl hvorved hestene blev bange og løb løbsk. Vognen væltede, og min bedstefar faldt så uheldigt at voghjulet gik over hans hoved. Min Far som dengang var 16 år gammel, kom kørende med et læs gødning fra gården og skulle så møde sin Far på halvvejen, han fandt her Faderen liggende bevistløst på vejen imedens de løbske heste i fuld fart nærmede sig gården. Farfar blev nu kørt hjem, men døde to dage senere uden at være kommen til bevidsthed.   Dette var et hårdt slag for hjemmet. Far måtte nu bistået af en forkarl Kristian Larsen, som havde tjent på gården i flere år, forestå ledelsen af gårdens drift og da navnlig nu med tilsåning af marken. Hen på sommeren kommer den ældste bror hjem fra militærtjenesten, og det bliver nu ham som bliver den ledende af gårdens bedrift.   Vi er nu ved krigsåret 1864, og Jacob bliver straks indkaldt til at give møde ved sit regiment i Kiel. Han var med ved Danevirke, og var med ved det skrækkelige tilbagetog fra Danevirke til Dybbøl. Gårdens tro forkarl Kristian Larsen, som senere bliver gift med Trine Westergård, blev indkaldt et par år senere.   Far bliver så igen den ledende af gårdens drift, men nu er han tyve år gammel, så nu går det så nogenlunde. Der er dog ingen fremmed hjælp, men søstrene hjælper til og navlig Ane er mester til at køre heste. Hun kan pløje som den beste karl, så arbejdet går efter forholdene ret ordentlig.   Efter fredsslutningen, og med tabet af Sønderjylland, kom såvel broderen Jacob og karlen Kristian Larsen velbeholden hjem. Kristian Larsen bliver nu gift med sin Trine, og de får som ovenfor nævnt, et lille parcel på 5-6 tønderland, fra gården, til at stifte hjem på.   Jacob Westergård overtager fødegården, og der bliver udbetalt et lille arvebeløb til hver af de mange søskende. Hvor stor dette "arvebeløb" er, har jeg ikke kunnet få oplyst, men ret meget har det ikke været.   Far som gerne ville på seminarium og uddannes til lærer, mener dog at kunne nå dette for sin arvepart. Han rejser nu til sin svoger, som ovenfor er nævnt lærer på Mors, for hos ham at blive forberedt til at kan komme på seminariet. Far kom her for første gang i et hjem hvor Grundtvigsk livssyn ret havde hjemme.   Svogeren Ole Kvisgård, havde den 8. september 1863 været med ved det første Grundtvigske vennemøde i København, og havde været elev på Kolds Skole.  Hans undervisningsmøde i skolen var derved bleven stærkt præget i frihedsretning. I denne børneskole fik Far nu lejlighed til at fortælle for børnene. Og Far siger selv at dette var den størst glædelige oplevelse han endnu havde haft. At skulle fortælle bibelhistorie for børn der sad med opspillede øjne og mund, og bare lyttede, var noget ganske andet end det som jeg husker og kender fra min barndom.   Galtrup Højskole var nylig begyndt dengang, og Far kom nu og da - "når lejlighed gaves" dertil, for at overvære de forskellige foredrag. Derved opstod der venskab imellem ham og Povlsen Dal, og som aldrig siden blev brudt.   Den næste vinter tager Far på Galtrup Højskole, efter aftale med forstander Povlsen Dal om der at fortsætte forberedelsen til seminarieopholdet. Hen på vinteren får skolen besøg af gårdejer Niels Vig, Østervandet ved Thisted. Han har tre børn som nu er skolepligtige og vil gerne have dem hjemmeundervist, og taler derfor med Povlsen Dahl om dette. Povlsen Dal giver ham så anvisning på Far, og bestemmelsen bliver så at Far skal være lærer for hans børn fra den 1. april 1866.   Seminarieopholdet fik nu den første udsættelse. Far skriver selv, "vel modtog jeg denne plads med glæde, men også særlig fordi jeg kunne få god tid og lejlighed til at læse videre med seminariet for øje". Vel havde jeg i vinterens løb hørt meget om eksamensuvæsen, og også nu og da været i tvivl om hvorvidt jeg skulle være min plan tro og tage på seminarium. Men opgivet det, det havde jeg endnu ikke.   Der var på skolen fremkommet nogle vers om eksamenstrolden. Forfatteren var Peder Lillesø, senere dansk præst i Amerika. - Den lød:   Der vandrer en Trold omkring i vort land med maske på, han ligner en, fra om, og elsværdig mand med lokker grå. Han kalder sig folkets værge og hyrde, men kan desværre kun stjæle og myrde og gøre væsen og vind.   Eksamensvæsen med alt dets vås, er Troldens navn. Dens væsen bruger godtfolk i læs, i dødens favn. Den sluger Bisper, Provster, Præster og mangen vordende skolemester, og småbørn med.   Riv masken af den sorte Trold, godtfolk i nord, og bryd jer ej om den lede trold, men kald ham Thor. Han skal nok hamre den fyr til jorden og bruge alt i sin rette orden til Småfolks gavn.   Far skriver: Efter sådan en opstrammer kan det vel for en del undskyldes, at en ungersvend med så lidt erfaring som jeg var i besiddelse af, at komme i tvivl om hvorvidt det var rigtig at vedholde min plan om at tege på seminarium, for at få en eksamen.   Far tager nu til Thisted egnen og bliver huslærer hos gårdejer Niels Vig. For dennes børn. Herligere dage end disse i Niels Vig og hans Hustrus hjem, havde jeg endnu ikke oplevet. Både Niels Vig og hans Hustru overværede mange timer sammen med børnene i undervisningstiden, og altid var de med ved morgensangen.   Far havde på Højskolen fået en god ven i Peder Mortensen, som var lærer på skolen. Peder Mortensen er Far til den nu så kendte Niels Buk, på Ollerup gymnastikhøjskole. Fra ham får Far brev med opfordring til sammen med ham, at foretage en fodtur til København, i sommerferien. Der var på den tid ingen jernbaner, så en smuttur fra Mors til København, til fods, var aldeles ikke uhørt. Niels Vig der var en forstående mand, gav Far ferie i to måneder. Turen blev bestemt til at tage sin begyndelse 1. august 1866.   Far skriver om denne tur: Jeg tog en hjertelig afsked med børnene, Niels Vig og Hustru. Denne sidste havde pakket en god madpakke til mig, og med mange gode ønsker om en god rejse, og et godt udbytte heraf, drog jeg så af sted med ransel på nakke, og staven i hånd.   Turen gik over Mors hvor jeg traf sammen med min ven Peder Mortensen. Vi fortsatte stadig til fods over Salling til Viborg hvor vi for første gang beså Domkirken. Derfra gik turen så  til Silkeborg hvor Himmelbjerget navnlig var målet. Derefter til Grejsdalen og Vejle, Fredericia og Snoghøj. Turen hertil havde taget 6 dage. Målet var foreløbigt Dalum Højskole hvor Kold var forstander. Han havde indbudt skolelærer og seminarister til et fjortendagsmøde, hvortil vi havde indmeldt os som deltagere.   Næste dag om aftenen nåede vi Kolds skole, og blev her modtaget af Kold som straks spurgte om hvor vi kom fra. Da Peder Mortensen svarede at vi var Morsingboer, udbrød Kold, så er i vel sultne, hvad vi ingenlunde ville benægte. Ved et veldækket aftensbord, som vi to landevejsriddere havde et godt øje til, kom vi snart i livlig samtale med Kold. Vi havde jo hilsner med til ham fra hans mangeårige lærer Povlsen Dal.   Det blev et herligt kursus, der var fremmødt 5o deltagere. Trier fra Vallekilde var en af deltagerne. Han lærte her Peder Mortensen at kende hvad som senere gav anledning til, at hen senere kom til Vallekilde som Triers medhjælper.   Søndag den 8. august skulle den nyopførte valgmenighedskirke i Ryslinge indvies. Vi var ret mange som der fra Kolds Højskole, som var med lige fra morgenstunden endnu før solen var stået op. Alle begav sig på vej til Ryslinge for at overvære højtideligheden. Da vi nåede frem til kirken, som imidlertid var så overfyldt, at der var trængsel uden for døren, kom jeg til at stå udenfor ved et åbentstående vindue. Da jeg havde stået der et øjeblik, var der en mand inde i kirken som så ud af det nævnte vindue, da han så fik øje på mig, råbte han:  Men er det ikke Peder Westergård, som jeg jo måtte bekende. Før jeg rigtig var klar over sagen, så tager Peder Larsen Skræppenborg, thi det var jo ham som havde tiltalt mig, mig om livet, og hjalp mig ind ad vinduet. Jeg fortalte ham nu at der stod mange mennesker ude omkring kirken, og gerne ville høre, men kunne ikke, på grund af at der kunne åbnes denne ene vindue. Peder Larsen Skræppenborg råbte nu ud over kirken: Slå ruderne ud så folk som står udenfor kan høre, jeg betaler hvad det koster. Og nu kan det nok være at glasset klirrede over det hele. Det hjalp også så meget, at der var mange af dem som stod udenfor nu kunne følge med i både sang og tale. Jeg var jo særlig heldig fordi jeg jo kendte Peder Larsen fra hans besøg på Galtrup Højskole.   Da vi næste dag på Dalum begyndte på skolen, blev vi ved morgenbordet meget overrasket ved at Kold kom frem med en dame ved hånden, og meddelte os, at han havde benyttet dagen i går til at få sig en kone. Alt imedens i andre går og rager frem og tilbage på vejene til Ryslinge, så har jeg dog taget mig noget nyttigt for.   Dagene gik, og skoleholdet drog nu hver til sit. Peder Mortensen tog med trier til Vallekilde, medens jeg blev ved Kold for her at hjælpe til med høstarbejdet, som nu var i fuld gang på den ret store skolegård. Og dels på anden måde her udvide mine skolekundskaber. Trods ferien, var Jørgen Pedersen og Morten Eskesen stadigt på skolen, og de var begge to mig gode hjælpere.   Målet med turen var jo som før nævnt, København. Peder Mortensen og jeg skulle efter bestemmelsen mødes den 8. september, ved det Grundtvigske vennemøde. Disse vennemøder havde nu allerede i nogle år været afholdt på Grundtvigs fødselsdag den 8. september.   Dette var et to dags møde, og dette år skulle Kold netop tale om sin skole samt om nutidens skolespørgsmål.   Atter måtte jeg have ranslen snøret og staven i hånd, for at nå København, som jeg aldrig før havde gæstet. Denne gang var jeg nu ene om turen. Vel ankommen til København, traf jeg efter aftale igen sammen med min ven Peder Mortensen, og vi overværede således sammen de to mødedage, som vi begge havde stor udbytte og glæde af. Det var ved andendagsmødet at Kold fik ordet. Grundtvig som under talerne ellers sad på en lille forhøjning tæt ved talerstolen, trådte nu op på denne og sagde: -At nu vil forstander Kold fra Fyn få ordet for at fortælle os noget om, hvorledes han er bleven ungdomslærer og folkeoplyser. Og så henvendte han sig til Kold, og bad ham om ikke at fatte sig for kort: Thi en del ved jeg de har at kan fortælle os, men vi har sikkert alle god tid til at høre derpå.   Kold kom nu frem og begyndte således: -Ja, nu har i hørt hvad jeg skal tale om, men det er en anden sag om jeg kan få det frem som jeg gerne ville have sagt. Havde jeg været hjemme på min skole, og her få det delt i otte foredrag, på otte dage, så vil jeg tro at det bedre kunne lade sig gøre.   Men Kold talte, så alle lyttede. Jeg så gamle Grundtvig sidde smilende og samtykkende lyttede til.   Peder Mortensen og jeg benyttede nu et par dage til at se os omkring i København, hvorefter vi tog med skib ad søvejen fra København til Århus. Derfra gik turen igen til vor udgangspunkt - Morsø.   Far besøgte nu slægt og venner på Mors, da han endnu havde et par dage til sin rådighed, før han skulle møde ved sin skolegerning hos Niels Vig ved Thisted. En gårdejer Kresten Søndergård, Dragstrup, meddeler nu Far at de er nogle familier deromkring som har talt om, her at oprette en Friskole hvis Far er villig til at blive lærer ved skolen. Der var netop et hus til salg hvori der passende kunne indrettes skole. Far måtte nu give besked, idet huset let kunne komme på andre hænder. Det var meningen at skolen skulle begynde til 1. november, altså om en god måneds tid.   Far siger selv at han var meget i tvivl om hvad han her skulle gøre, da han jo var klar over at begyndte han her på skolen, så ville det være ensbetydende med at skulle sige farvel til seminariet. Ligeledes var der også en anden ting som stod for, nemlig soldatertjenesten, som ville komme til at foreligge i løbet af et års tid. Dette sidste har sikkert medvirket til at Far sagde ja, til tilbudet om at blive lærer ved den påtænkte skole.   Han rejser nu over til Niels Vig hvor han bliver modtaget med åbne arme, af såvel børnene som af de gamle. Han havde nu en masse at kunne fortælle om alle sine oplevelser fra den lange rejse, ude i den store verden. Men der blev jo nu kun en måned at virke i, og denne gik alt for hurtigt.   Den 1. november måtte han så bryde op, for efter aftale at kunne påbegynde sin nye læregerning ved friskolen i Dragstrup, på Mors den 1. november 1866. Han skulle have kost og logi hos Kresten Søndergård, og 200 kroner som løn for et år. Ak ja, det var dengang. Den første dag skulle begynde, og Kresten Søndergård fulgte med Far til skolen. Herfra fortæller Far: Jeg fik øje på et lille danebrogsflag der blafrede så frisk i luften. Det var anbragt på en lille stang som var fastgjordt til et åbentstående vindue i skolestuen. Jeg blev maget glad for denne opmærksomhed som her udvistes mod mig. Men da jeg kom ind i skolestuen fik jeg øje på en lille seddel som var fastgjort til flagstangen, hvorpå der stod skerevet:  Til Peder. Så havde jeg en anelse om hvem giveren var. Jeg puttede omhyggeligt sedlen i min vestlomme. Jeg ved ikke om jeg rødmede, men husker endnu på mine gamle dage.......   Far nedskrev dette da han var omkring de firsindstyve år,  -at  Kresten Søndergård kiggede så besynderlig nøje på mig - at jeg ikke rigtig kunne samle mig til at sige noget.   I mange år gemte jeg denne seddel som en helligdom i min pengepung. - Til sidst var der ikke mere af den igen.   Giveren var ungpige Ane Kathrine Kjær, datter af Søren Kjær,  "Halkjærgård" - Dragstrup, på Mors. Hun blev min trofaste hustru i halvtredssindstyve år, på nær tre måneder.   Dette er nedskrevet omkring 1939 Af Jacob Westergaard – søn af Peder Jensen Westergaard     Senere: Herved nævnte Ane Kathrine Kjær, finder en efterforskning frem til er døbt Ane Cathrine Sørensen født 07-01-1843 i Dragstrup Sogn, Morsø Herred., død 1919 i Nr. Nissum. Viet 30-07-1869 i Dragstrup Kirke med Peder Jensen Westergaard.   Index     Hovedside