Om hjemmet og dagligdagen herved I "Lille Westergaard" i Fabjerg, er jeg født den 19. april 1844. I gården som havde været i slægtens eje i henved 100 år, var min fader også født 1791. Da han havde nået værnepligtsalderen blev han indkaldt til fodgarden i København, hvorved han lå i fast tjeneste i 6 år, i Frederik den 6. regeringstid. Efter endt militærtjeneste kom han hjem og blev tilskødet gården, efter sin fader. Han havde en søster Bodil Margrethe, som nu fik sin arvepart udbetalt.   Året 1833 blev han gift med min Mor Mette Kathrine Pedersdatter, hun var da 19 år gammel, min fader var 25 år ældre. Men trods denne store aldersforskel blev det dog til et både lykkeligt og frugtbart ægteskab. Thi i 27 år havde de efterladt sig 11 børn, hvoraf den yngste Margrethe kun var et halvt år gammel, jeg blev den midterste med 5 ældre og 5 yngre søskende. Hvoraf der var 4 søstre og en bror som var ældre en jeg, og tillige 2 brødre og 3 søstre som var yngre end jeg.   Ejendommens størrelse med ager, eng og mose var på 100 tdr. land, så der blev rigelig med tumleplads til den store børneflok. I dette hjem blev der udfoldet et jævnt, muntert og virksomt liv. Thi efterhånden som de ældste blev konfirmeret måtte de så tage del i hjemmets arbejde, såvel indendørs som ude i marken. Thi alt hvad som skulle bruges af føde og klæder blev frembragt af gårdens bedrift. Der avledes hør til linned og lagner, et stort fårhold gav uld til alle slags gangklæder, og alt blev tilvirket i hjemmet i hjemmet af det rå stof til færdiggjorte genstande. Den hjemgjorte vadmel til mandfolk, blev vaklet og farvet mørkeblåt, presset og overskåret så der heraf blev en pæn og stærk klædning. Men det måtte dog udføres på farveriet i Lemvig.   Fremdeles var det noget selvfølgeligt dengang, at alt slags bagning, brygning, slagtning og lysestøbning blev tilvirket i hjemmet, så der blev fuldt op at tage vare på for de ældre børn, som efterhånden var konfirmeret.   Vor moder havde sikkert været en dygtig husmoder, thi hun havde både forstand og håndelag til at udføre alt det nævnte arbejde ved hjælp fra en tjenestpige, og de ældste døtre.   Min fader som jo var bedriftens styrer og vejleder, brugte ikke mange ord, men desmere foregik han hjemmet med et godt eksempel. Han var den første som stod op om morgenen og kaldte folkene frem til dagens arbejde. Han tog selv fat i morgenrøgtningen af hele besætningen om vinteren, skar alt hakkelse med den sædvanlige hakkekniv, som var anbragt ved hakkelsekisten. Der var 4 køreheste, en følhoppe med føl, foruden et eller to års plag, så til denne besætning skulle der vistnok skæres det meste af en trave havre hver dag. (-en trave er 60 neg) Om sommeren var han altid den første som tog i marken for at tilse de større kreaturer, og får, for derefter at give besked til den, eller disse som havde med dette at gøre.   Min fader havde en vis ydre dannelse, som vistnok havde præget ham fra det 6-årige ophold i København, som militær ved fodgarden. Han var den eneste mand i sognet hvorom alle som kendte ham, kunne sige, at ingen nogensinde havde set ham beruset.   Vi børn så på ham som et mønster på en stræbsom, kærlig og god husfader, der forstod på en god måde at sætte os alle i virksomhed, hver efter sine evner og anlæg. Det kunne ske at han advarede os børn mod at spise os overmætte, thi sagde han, en overfyldt mave giver en slu fordøjelse, der atter kan blive en hindring for et godt helbred.   Således kom han også til at udtale sig om indenadslæren og opremsning af Balles lærebog. Thi sagde han, det gælder dog om at forstå og forklare indholdet for børnene. Ja vist - men hvem skulle gøre det?   Thi hverken forældrene eller lærerne havde nogen dybere forståelse deraf. Og forskellen mellem trosliv og troslære var dem jo ganske fremmed.   Således gik tiden nu sin trygge og rolige gang så længe far stod for styret. I 1858 blev så min broder Jacob, som var 7 år ældre end jeg, udskrevet til at aftjene sin værnepligt ved den danske garnision i Kiel, i Sønderjylland, som dengang tilhørte kongeriget. Samme vinter gik jeg til konfirmationsforberedelse i Gudum præstegård, da Fabjerg sogn kun var aneks til Gudum. Der var over en mil at gå til præstegården, men undervejs kom jeg efterhånden ifølge med flere kammerater, som også i samme henseende skulle gå til præst. Vi blev alle meget venligt modtaget den første dag, og blev trakteret med kaffe og hvedebrød. Derefter blev vore navne med opgivet år på fødselsdagen indført i en protokol, og hver fik angivet sin plads, der var i alt 20 konfirmander af både piger og drenge. Præsten bad nu til gud om vi alle måtte få et godt udbytte af denne forberedelse, og morgensang blev derefter sunget. Vi blev derefter anmodet om at tage det nye testamente med, næste gang vi kom. Dette blev jo en lovende begyndelse og vi blev heller ikke senere skuffet. Hvert barn måtte nu læse et par vers af Pavli breve, derefter tog præsten fat og forklarede indholdet af det læste. Om det nu kunne have vundet min fars tilfredshed der selv havde anbefalet denne udlæggelse kan jeg jo ikke vide, men for os børn havde det næppe nogen dybere indflydelse, thi der fandtes intet dybere lys over personlig kristen tro. Efter endt overhøring blev vi behagelig overrasket da præsten fulgte os ind i dagligstuen hvor præstefruen sad ved klaveret og der blev tildelt os nogle små hæfter, med trykte salmer, som ikke fandtes i den gamle salmebog. Det var særlig højtidssalmer som, Julen har bragt velsignet bud. Dejlig er den himmelblå. Den yndigste rose er fundet, og flere andre som vi efterhånden lærte at synge. Fruen spillede samtidig med at præsten var forsanger, dette skete hver dag så længe vi gik til præsten, så jeg må nu erkende, at trods alt overfladiskhed var min præstegang ikke uden betydning, i denne henseende, thi det blev en befrugtning for os alle derhjemme unge og gamle som havde sangevne.   Far døde ved et tragisk ulykke Da jeg nu efter endt konfirmationsgang blev udskrevet fra skolen, blev jeg fuldt optaget af arbejdet i hjemmet, om sommeren fulgte jeg den ene spand heste ved både pløjning og kørsel. Om vinteren dels som røgter, og dels som hjælp ved tærskning. Således forløb tiden indtil foråret 1860. Det var i afslutning af april måned, at en smertens dag oprandt for os alle, som jeg aldrig kan glemme. Vi havde med to spand heste begyndt at køre gødning ud på marken, far kørte det første læs igennem et vangeled som lå omtrent midt på den strækning som vi skulle køre. Jeg skulle så lidt efter komme ham i møde med det næste læs, som han tog imod. Imedens jeg kørte tilbage med de tomme vogne, og fremdeles køre med læs fra møddingen var alt i sin gode gænge, indtil tiden kom, hvor vi skulle holde middag og spænde hestene fra. Jeg havde næppe fået mine spændt fra før jeg så far komme kørende med den tomme vogn, og hestene i strakt galop. Jeg så ham komme skrå ind igennem vangleddet, hvorefter han straks faldt ned imellem vognhjulene der knuste hans ene ben. Banestødet  havde han fået af ledstolpen der strejfede hans kind og beskadigede hjernen, som nødvendigvis måtte have en besvimelse til følge. Jeg løb nu hurtigt til stedet, hvor han lå udstrakt tværs over vejen medens hestene i fuldt spring løb vognstangen ind i møddingen, og blev her standset. Ja, dette blev noget af det frygteligste jeg har oplevet, da jeg varsomt løftede lidt ved hans hoved og så blodet rinde ud fra et sår i tindingen. Dette frygtelige øjeblik glemmes aldrig her i livet! - Hurtigt fik vi hjælp for at få ham båret hjem og lagt på sengen, alt imedens en vogn var kørt efter lægen i Lemvig. Fader var endnu uden bevidsthed og kunne derfor ikke sige noget, men var meget smertefuldt som tydeligt kunne mærkes.   Da lægen nu endelig var kommen til stede, og havde tilset den syge som endnu lå hen i den samme ubevidste tilstand med den dybe og tunge åndedrag, var lægen straks klar over at døden snart ville udløse ham, og at lægehjælp derfor ikke formåede at udrette noget.   Såret i tindingen blev nu omhyggeligt udrenset og tilbundet, og benet blev indbundet og afstivet med skinner, så nu kunne han hverken røre eller vende sig, og dermed var alt lægehjælp til ende. Om lægen havde haft nogen som helst bedøvelsesmiddel som kunne lindre smerterne, ved jeg ikke, der blev måske ikke dengang benyttet så meget heraf, som der senere bliver ved nyere opfindelser. Far levede derefter i tre døgn, uden at kunne sige noget eller nyde noget som helst af føde. Men det var dog tydeligt nok at han kendte os alle.   Den sidste nat han levede kom der bud efter mig, da man havde fået indtryk af at han ønskede at se mig. Da han så mig, var det med et lille smil, idet han rakte sin hånd hen, som jeg tog imod og følte af ham et let tryk, men uden at sige noget. Vi blev derefter meget overraskede da han derefter sagde, så højt at alle kunne høre disse ord:  "Gud være mig synden nådig".   Når jeg således har skrevet noget udførligt om faders så pludselige og uventede bortgang, da jeg vel ikke kan vente af efterslægten kan have nogen interesse af at lære dette, men for mig, der da stod i overgangsalderen og som er en tid hvor man ofte føler sig ensom, ja næsten rodløs, for mig der holdt af ham, ja, jeg kan bogstaveligt sige, at han var min eneste gudfar, thi jeg kendte ingen anden i dybere betydning og endelig hans sidste ord kan vi alle både rige og fattige have nødig at tilegne os på hele vor livsvej til det evige liv.   Men nu tilbage til forårsarbejdet, som da var begyndt. Vor tjenestekarl Kristian Larsen der havde tjent os i 2 år, vidste nøje besked om hvor meget og hvor det forskellige korn skulle tilsås. Således blev alt forårsarbejdet udført i rette tid, medens jeg brugte den ene spand heste til harvning, og han efter tilsåning tog fat på den anden. Hen af sommeren havde min broder Jacob aftjent sin værnepligt og blev hjempermitteret. Det var jo en selvfølge at han nu blev styrer og leder af bedriften. Mor som sad i uskiftet bo, havde ret til at vælge ham dertil. Således hengik nu en treårs tid hvor jeg hjalp til med arbejdet, men hvorledes denne tid har avlet sig i økonomiske henseende, skal ikke beskrives her, men så meget kunne jeg skønne, at der blev gjort et større privat lån i ejendommen, hvad vi ikke havde kendt noget til i faders tid.   Krigen 1864 Så i 1864, da krigen brød ud blev min broder Jacob straks indkaldt til at møde ved sit regiment i Kiel, for derefter at marchere til Dannevirke. Vor tjenestekarl Kristian Larsen som var nogle år ældre, blev senere indkaldt, så nu blev det mig og min ældre søster Ane som så måtte tage sig af markens bedrift. Dette gik over forventningerne ret godt, hver havde sin spand heste at følge, og skulle det ske, at lyst og mod ville svigte, da blev tankerne om vore kære på krigsskuepladsen og efterretningerne derfra som en fornyet kraftanstrengelse til at holde modet oppe, i vor ellers fredelige hjem.   Endelig så kom fredsslutningen, men med tabet af Sønderjylland. Vor broder Jacob der hver dag havde sat sit liv i fare gennem fjendtlige angreb, kom dog uskadt hjem trods de uhørte besværligheder som krigen medførte, og deriblandt ikke mindst rømningen fra Dannevirke. Kristian Larsen kom ligeledes velbeholden hjem.   Nu begyndte der et nyt tidsrum af min tilværelse. Den sidste vinter jeg var hjemme blev vi indbudt til et julegilde i en af nabogårdene, der traf jeg sammen med en ung pige som var mig ganske ubekendt, men som ved lidt senere og nærmere bekendtskab fremkaldte en gensidig tilbøjelighed for hinanden, dette havde til følge, at vi også kom til at tale om hvad jeg havde tænkt at foretage mig, når jeg nu snart rejste ud fra hjemmet. Ved denne samtale kom hun til at sige, kan du ikke have lyst til at blive skolelærer og uddannes dertil. Denne fremtidsplan var ikke helt fremmed for mig, men var endnu ikke helt blevet klar over noget bestemt, men disse spørgende ord af hende, fik en gribende indflydelse på min livsvej. Vel fik vort korte og flygtige bekendtskab med hinanden ikke nogen videre indflydelse  i fremtiden , men senere hen kunne jeg skønne at hun - af en højere styrelse var brugt som redskab til at føre mig ind på denne vej, så jeg altid vil have hende i taknemmelig erindring.     En ny tid begynder Jeg havde en svoger som var skolelærer i Elsø ved Nykøbing på Mors, han var gift med min ældste søster Dorthea, til ham skrev jeg nu om mine fremtidsplaner og ønskede at bliver optaget i hans skole til forberedelse til seminariet. Han lod mig straks vide, at jeg skulle være velkommen og at han gerne ville hjælpe mig med forberedelsen så godt han nu kunne gøre det. Nu var tiden altså kommen til at jeg måtte tage afsked med mine kære i det gamle fødehjem. Et lille pengebeløb blev mig udbetalt hvormed jeg nogenlunde kunne slå mig igennem det første år til min uddannelse.    Min svoger havde i 1863, den 8. september været med til det første Grundtvigske møde i København, han var der bleven tiltalt og beåndet således, at hans fremtidige virke som skolelærer havde sat sit præg på hele hans undervisningsmåde i frisindet retning, så vidt det kunne tillades i en statsskole. Jeg blev altså optaget i dette hjem og følte mig som optaget i et helt anden tilværelse end det som jeg havde kendt fra min hjemstavn. Således var det mig noget ganske nyt at han fortalte bibelhistorie for børnene og ikke lod dem opremse det udenad som det stod i bogen. Jeg fik nu skaffet til veje de nødvendige bøger som skulle bruges til daglig læsning, bibelhistorie, danmarkshistorie, geografi o.fl..   Den samme sommer blev den nye højskole opført i Galtrup på Mors af forstander Povlsen Dal, som havde været Kolds medhjælper i 12 år. I samme skole var der også et lille lokale til en lille børnefriskole hvortil der blev holdt en særlig lærer Niels Peter Jespersen, som også gav historisk undervisning i karleskolen. Jeg hørte også Povlsen Dal omtale på en rosende måde, og ikke midst af min svoger, der havde store forventninger til højskolens opgaver.   Disse nye forhold på en højskole vakte lysten hos mig til at komme der. Jeg rådspurgte nu min svoger derom han ikke havde noget derimod, som mente, også jeg kunne få større udbytte deraf end det han var i stand til at yde. I den anledning talte jeg med forstander Povlsen om mine fremtidsplaner om at forberede mig til seminariet, og om han ville optage mig på skolen med dette som formål. Dertil svarede han at jeg skulle være velkommen, og mente, at jeg nok skulle blive tilfreds med opholdet der.   Det var så i vinterhalvåret 1865-66 at jeg kom på Galtrup Højskole, på Mors, hvor daværende Povlsen Dal var forstander. Jeg var omkring 20 års alderen, men havde ellers ikke nogen videre begreb om hvad der foregik på en sådan Højskole. Galtrup Højskole var en af de første som var sat igang siden krigen i 1864. Det var en særlig trang til oplysning som drev, thi min lærdom fra børneskolen var meget tarvelig. Det var kun lektielæsning af Luthers Katekismus, Balles lærebog og Birchs bibelhistorie. Hverken geografi eller fædrelandshistorie fik vi andet kendskab til uden for så vidt der kunne læses lidt derom i bogen til læseøvelse.   Således udrustet kom jeg på Højskole, hvor alt i begyndelsen var fremmed for mig. Allerede dette at vi begyndte vor dagsgerning med bøn og bekendelse af dåbspagten og salmesang, var det første gang jeg havde overværet noget lignende, jeg stod ganske uforstående overfor virkelig kristentro, men der begyndte nu at vågne en stærk trang til livsoplysning, og jeg blev heller ikke skuffet i denne henseende. Det var ikke så sjældent at når vi havde sunget en eller anden morgensang talte over et vers af salmen og med den overbevisningsvarme ser lå i hans fremstilling, virkede det som en velgørende regn på en udtørret ager. Således blev begyndelsen ret lovende for mig, og ikke mindst, efter en tids forløb da Povlsen dal kom til at give os en udførlig oplysning om vor dåbspagt og dens oprindelse fra aposteltiden. Dens sejrsgang gennem forskellige folkeslag gennem tidens løb indtil den kom til os, og endelig dens betydning for hvert enkelt menneske. Som indledning begyndte han at skildre betydningen af korsbetegnelsen for ansigt og bryst, kom derved til at nævne salmeverset: - Med fingrene grande, slå kors for din pande, slå kors for dit bryst, med budsbarnets røst, så skal ingen djævel dig gæste. I nøje forbindelse hermed var det særlig betydning af forsagelsen eller af sigtelsen af djævelens gerning og væsen, der blev fremstillet som en nødvendig forudsætning for trosbekendelsen.   Denne oplysning om dåbspagten blev givet i 3 foredrag, og til slutning føjede han til, ja, nu var det rart om i har været glade for fremstilling jeg har kunnet give om vor dåbspagt. Men det er ikke nok at være en opmærksom tilhører og nyde med velbehag, men vi tillige bekende med vor mund hvad vi tror i vort hjerte, thi som Povlus skriver:  Med hjertet tror vi til retfærdiggørelse, med munden bekender vi vor salighed. Disse ord af Povlus fremsat af Povlsen Dal slog ned hos mig, thi jeg var nok blevet en opmærksom tilhører, men bede til eller bekende noget for min himmelske fader, nej, det var noget ganske fremmed for mig. Der var blevet vakt en uro herinde i hjertedybet, som jeg ikke før havde kendt. Den selvretfærdige kristne dom jeg hidtil havde stolet på som en god lektie fra min skoletid var blevet alvorlig rokket.   Jeg indså jo nok at der måtte ske et alvorligt brud ved gamle vaner og slette tilbøjeligheder, når jeg i sandheden ville bekende dåbspagten for guds ansigt. Endelig så kom fødselstimen med det forløsende ordbekendelse af dåbspagten som løb fra mine læber første gang, men det gik ikke så let som jeg havde tænkt, og det var særlig forsagelsen som jeg var ængstelig for at tage i munden, thi derved blev der fortsat et skarpt skel mellem løgn og sandhed. Svag i troen som jeg var, kunne jeg så i fremtiden svare nogenlunde til denne skelsætning. Dertil kom den fristende tanke, om det også var nødvendigt at bekende det med munden, da jeg jo også havde sunget salmeverset:  Gud han ser dog på hjertet blot, finder han der er god grund, glæde  han sår der allen stund,  osv.. Alligevel kunne jeg heldigvis ikke slå mig til tåls dermed - jeg fik ingen ro inden det blev til alvor. I den anledning måtte jeg have udsøgt mieg et sted hvor jeg kunne være uforstyrret. Et sådant sted fandt jeg ikke på skolen. Jeg gik da ud det fri en stjerneklar vinteraften efter sengetid, og alt var roligt og stille omkring mig, men her det bogstaveligt som man kunne læse det hos Povlus:  Arbejder på eders saliggørelse med frygt og bæven!  Det var nemlig en dyrkeprøve, der foregik mellem åndsvien og den medfødte naturvilje, en kamp som nødvendigvis måtte fortsætte livet igennem for at den medfødte naturvilje kan lære at bøje sig for den gode åndsvilje. Således blev det mig en lykkelig stund da det første gang lykkedes mig at bekende min dåbstro og da Povlsen Dal var blevet det redskab i guds hånd til at føre mig på vejen vil han altid stå for mig i taknemlig erindring.   Således har jeg i det lange løb gjort den livserfaring at det er ligeså nødvendig med den daglige bekendelse og bøn, som det er at pleje legemets nødtørft. Ikke således at det er et forpligtelse eller et lovbud, men en ganske naturlig følge af trang til kristendomslivrets fremvækst. Hvad jeg her havde fremstillet er jo ikke noget nyt, et hvert alvorligt kristent menneske må jo opleve noget lignende, om ikke just på samme måde. Men hvad jeg ønsker at få betonet er nemlig dette: At lade troslivet for hver enkelt gå over i bekendelse og bøn. Da først i sandhed tilegne os salmeverset:  Min mund og mit hjerte gjorde en pagt i fryd og smerte af al dens magt, hinanden at følge og aldrig forfølge, hvad i dem er levende lagt. At der er adskillige teologer som har forsøgt at rokke ved underet af dåbspagt er mig ubegribeligt, thi for mig er den største af alle undre dette, at kunne tilegne sig de 3 første led i vor dåbspagt nemlig, troen på syndernes forladelse - kødets opstandelse og det evige liv.   Nu skete det hen ad vinteren at skolen fik besøg af en stor gårdejer Niels Vig, fra Øster Vandet ved Thisted. Denne havde to børn, en dreng og en pige samt en plejedatter som alle havde nået den skolepligtige alder, men som ønskede at få hjemmeundervist. I den anledning spurgte han forstander Povlsen Dal  til råds, idet han havde tænkt, om der muligvis kunne være en eller anden af hans skoleelever som ønskede at blive børnelærer, og kunne begynde så småt med denne plads, og endda få god tid til at læse videre. Povlsen henviste ham til mig. - Når jeg nu således i løbet af vinteren havde hørt omtale ved eksamensuvæsenet  i religionen, der dog ikke kunne godtgøre den personlige tilegnelse deraf, så havde min sommer allerede fået fået sit grundskud, når så dertil kommer, at der på samme tid var fremkommet et lille digt i eksamenstrolden, forfattet af P. Lillesø senere dansk fripræst i Amerika, og som jeg her vil nedskrive, da det måske er ganske ukendt nu til dags:  Der vandrer en trold omkring i vort land, men måske på - han ligner en from og elskværdig mand med lokken grå, - han kalder folkets værge og hyrde, men kan desværre kun stjæle og myrde og gøre vind:  Eksamens væsen med alt dets nåde er troldens navn, dets væsen bringer godtfolk i lås og dødens favn, det sluger bispen, provsten og præsten ja, mangen en vordende skolemester - og småbørn med - riv masken af den sorte trold godtfolk i nord og bryd jer ej om den lede trold, men kald (hold) ad Thor, han skal nok hamre den fyr i jorden, og bringe alt i sin rette orden, til småfolkets gavn! Efter at nyde en sådan opstrammer kan det vel undskyldes at en sandhedssøgende ungersvend med så liden erfaring ganske kunne forkaste den første fremtidplan. Uden dog at være klar over hvad der senere måtte ske.   Derfor var det i en belejlig stund, at Niels Vig henholdt sig til mig om at blive hans huslærer for de 3 børn. Jeg så deri et fingerpeg fra højre styrelse, at jeg alligevel skulle blive børnelærer, så jeg tog med tak og glæde imod hans tilbud.   Vi blev nu enige om at jeg skulle tage over til hans hjem efter endt skoletid den 1. april. Således blev det tilrettelagt så jeg kunne begynde at undervise i de almindelige skolefag, og jeg fik tillige den fornøjelse at have opmærksomme tilhører når jeg fortalte bibelhistorie, thi det var noget ganske nyt for dem.   Tager med en god ven til Grundtvigskmøde i København Hen ad sommeren fik jeg brev fra min gode ven Peder Mortensen, som havde Povlsens medhjælper ved vinterskolen, han lod mig vide, at han ville tage til Kolds Højskole  en 14 dags tid sidst i august. Nu spurgte han mig, om jeg kunne havde lyst og lejlighed til at ville følge med, da han så det gerne. Kold havde bekendtgjort møde til en sammenkomst med skolelærer og seminarister på den tid. Jeg talte med Niels Vig derom, og han havde ikke noget imod at jeg fik den frihed, thi han mente at jeg nok skulle få godt udbytte deraf.   Besøger undervejs Kr. Kold i Ryslinge Dagen til afrejsen var nu kommen. Niels Vig gav mig en rimelig betaling for den tid jeg havde været der, og han ville nu ønske at jeg måtte komme tilbage med godt udbytte. Vi fulgtes så ad til Kolds højskole, og nåede dertil ved aftenstid. Da det var bleven mørkt, stod vi lidt og famlede os frem i gangen. Kold som havde hørt det fra dagligstuen åbnede døren og sagde: Hvem er det? - Peder Mortensen svarede: Det er 2 Morsingboer! Så er i vel sultne? - spurgte Kold, som med det samme bad han pigen om at sætte maden frem. Nu blev lampen tændt og Kold bød os velkommen. Peder Mortensen havde en hilsen til Kold fra hans gamle medhjælper Povlsen Dal. Da nu Kold fik at vide at Peder Mortensen ville arbejde i skolens tjeneste, og jeg ville være friskolelærer, blev han meget glad, og sagde, at der var mangel på den slags folk. Nu gik samtalen livligt og det blev snart sengetid. Kold fulgte os op på det fælles soveværelse hvor der var plads til 60 senge, stillet i 2 rækker. Langs med sengene var der opstandere hvorpå der var anbragt en tværstang, som kunne benyttes til elevernes tøj når de gik i seng. Der fandtes hverken stol eller bord, men det behøvedes jo heller ikke når man skulle sove.   Næste dag kom de fleste indmeldte deltagere, og flere kom siden til, så der blev i alt ca. 50 deltagere, deriblandt 2 teologiske kandidater, Trils Vallekilde, og en anden som jeg ikke husker navnet på.   Kold begyndte nu at holde sine foredrag hver formiddag, og han talte over forskellige emner. Således var der et af hans første foredrag som særlig bed sig fast hos mig, og hvoraf jeg efter hukommelsen vil prøve at fremføre nogle små træk. Kold sagde omtrent således: Vi mennesker har alle af naturen en medfødt livsførelse der kan ytre noget forskelligt, eftersom forholdene tilbyder sig, snart som advarende, og snart som tillokkende. Går vi således ud til et bestemt sted, men skyder genvej igennem en kornmark som er nærmere målet, og kornet er nys kommet op, men står ret frodigt at se på. Hvis vi ikke ligesom føler os ømme ved at træde på dette korn da er det mangel på ægte livsførelse, thi det er dog guds skaberværk vi træder på, og som kunne være undgået ved at gå udenom i stedet for at skyde genvej. Kommer vi så forbi en korn ager hvor sæden er lidt mere fremme i vækst, men hvor tidsler og andet ukrudt rager endnu mere frem, står vi at betragte det magtesløse med vor egen livsførelse, vi skønner vel nok åndelig talt, at vi har lidt mere muldjord i brystet som skjalden synger, hvori det gode sæd kan fæste rødder, men som også har en blanding af ukrudtsfrø der vil ødelægge den gode sæd.   Overfor dette må vi med ydmygt sind bøje os overfor sandhedsåndens vejledning, som alene forstår et lyse op og rense ud, således at den gode sæd kan få bedre kår til at vokse op, og nå sin bestemmelse hos os. Kommer vi forbi en hønsegård og ser to haner i voldsom kamp, da kan det i et øjeblik tage sig ret komisk ud, men føler vi os frastødte - det ligesom noget der vil vække oprør imod de onde lidenskaber, thi vor livsførelse er nu engang en blanding af godt og ondt. - Får vi så øje på en høne med kyllinger der løber spredt omkring. Men begynder det at regne og hønen straks kalde de små kyllinger til sig, og skjuler dem under sine vinger, da kan vi føle noget tillokkende og velgørende, og det ligger nær, at mindes vor herres ord da han indtog Jerusalem. "Hvor ofte har jeg dog villet samle eder, som en høne samler sine kyllinger under sine vinger, men i ville ikke".   Ja, således har den menneskelige livsførelse en overordentlig betydning for os overalt hvor vi færdes. - Ja, den er i grunden en forudsætning for den kristne tro! Når jeg nu således har fremdraget disse små træk af Kolds foredrag, da kan jeg dog ikke indstå for at hans ord har været nøjagtig de samme, som er skrevet, men tankegangen og fremstillingen vil sikkert nok passe.   I et andet foredrag kom han til at tale om undervisning i børneskolen, og kom derved særligt ind på uvæsenet  af eksamen i religion, som han mente havde gjort ubodelig skade. Han kaldte det eksamenstrolden som det gjaldt om at få aflivet hurtigst mulig, men han vidste også at den var sejlivet at få bugt med. (Ja deri må vi give ham ret, thi nu er der gået mere end 50 år siden, dengang, og den spiller endnu sin rolle iblandt os - trods de mange stød den har fået gennem bavnen). Nu kunne det vel næppe undgås at Kolds kraftige indhug mod eksamensvæsenet i religionen kunne forekomme en og anden afde lærde tilhører personligt nærgående. Det var endogså tilfældet med en af de ældre at han efter dette foredrag gjorde sin regning op med Kold og forsvandt med det samme. Det var nu ingenlunde Kold sin mening, at angribe nogen enkelte. Han holdt sig til sagen og lod enhver nyde som han kunne nemme.   Foriøvrigt var der næsten hver dag en times samtalemøde, hvorved enhver kunne få lejlighed til at udtale sig af hjertens lyst, for eller imod. Disse samtaler hjalp mig også til mere åndelig klarhed over min egen stilling.   Morten Eskesen som var en af Kolds medhjælper, læste islandske håndskrifter og gav undervisning i oldnordisk. En anden medhjælper var Jørgen Petersen, han underviste blandt andet også i at synge efter noder.   Så indtraf søndag den 8. august, da valgmenigheden i Ryslinge skulle indvies med Birkedal som præst. Hele skoleholdet tog derover i den anledning. Jeg havde også glædet mig til denne tur, men var ikke rask fra morgenstunden af og blev derfor hjemme. Ved middagstid da vi skulle spise, kom Kold ind til os - fint påklædt i sort langskødet frakke og med lidt hvidt om halsen som han aldrig brugte til daglig. Han bad nu karlen, når han blev færdig med måltidet at spænde de 2 brune for fjedervognen, og lægge det nye seletøj på dem. Jeg blev jo meget forundret ved at høre dette for jeg havde jo ingen anelse om af hvad der var i gære - men jeg havde heller ingen mod til at spørge. Da vi derefter kom ud, lod karlen mig vide at Kold ville køres hen i nabosognet og tage sin kone med hjem. Ja, det kan ligne Kold, tænkte jeg.   Den næste dag da vi alle var samlet og havde sunget morgensang, blev døren åbnet og Peder Larsen Skræppenborg trådte raskt ind uden at sige andet en:  Lad os ny synge - det er så yndigt at følges ad. Kold afbryder idet han siger:  Ja de skal være velkommen Peder Larsen, men nu har vi sunget en morgensang og jeg begyndte at tale, så de er nok så god at tage plads og være min tilhører. Efter endt foredrag tog tog Kold ham ved hånden, bød ham alles velkommen og overlod ham at tale af hjertens lyst. Kolds hustru var nu kommen tilstede, Peder Larsen holdt nu en hjertelig lykønskningstale til de 2 nygifte, og sangen: Det er så yndigt at følges ad, for to som gerne vil sammen være, blev nu sunget.   Tiden rykkede nu frem og skoleholdet drog hver til sit. Peder Mortensen fulgtes med Trier til Vallekilde Højskole, hvorved han blev Triers medhjælper i mange år. Efter aftale med Kold blev jeg tilbage for at tage del i højskolearbejdet som nu var i fuldt gang. Når vi så efter endt dagværk var kommet til hvile ved det sidste måltid, da var Kold altid til stede og der kom altid en livlig samtale igang med spørgsmål og svar. Således blev også disse dage indholdsrige, både i åndelig og materiel henseende.   Møder Grundtvig i København Da tiden var udløbet tog vi afsked med Kold, for derefter at tage til København, til den grundtvigske venner møde den 8. september. Der var mødt ca, 1000 mennesker fra landets forskellige egne, deriblandt mange præster. Ja, selv gamle enkedronning Amalie var nu en opmærksom tilhører. Ved det andet møde måtte Kold frem. Grundtvig bad nu Kold fortælle os hvorledes det var gået til at han var bleven ungdomsskolelærer og folkeoplyser, og han føjede til, hvad han ellers aldrig plejede at sige til nogen, at han endelig ikke måtte fatte sig for kort, thi han vidste at Kold havde en god del at fortælle. - Og vi havde sikker alle god tid til at høre efter. Grundtvig sad på en lille forhøjning tæt ved talerstolen. Kold kom nu frem på talestolen og begyndte således: -Ja, nu har i jo hørt hvad jeg skal tale om, men det er en anden sag om jeg kan få det hele samlet på en gang. Thi var jeg hjemme, og kunne få det hale inddelt i otte foredrag, over otte dage, så kunne jeg nok osv. osv. - som læserne nok ved. Foredraget ligger nu åbent for alle. Det er nu atter udkommet på ny ved Ejnar Skovrup, tillige ved en afhandling af Kold om børneundervisning mm.. Den burde læses af alle som har med børn at gøre både i skole og hjem.   Den lange sommerferie blev indholdsrig og uforglemmelig for mig - takket være Peder Mortensen der førte mig på gled i den retning.   Efter turen til København På hjemrejsen fra Fyn tog jeg over Mors hvor jeg besøgte slægt og gode venner. Deriblandt Kresten Søndergård, Dragstrup. Han lod mig vide at han med flere familier havde tænkt på at oprette en børnefriskole i Dragstrup. Skolen kunne nemt indrettes i en gammel aftægtsbolig der lå en 5-minutters gang fra gården. Nu spurgte han mig om jeg kunne få i sinde at begynde som lærer ved denne skole? - Kost og forplejning skulle jeg have i hans hjem. Og de andre som sluttede sig til, skulle særlig aflønne mig. Jeg så atter en højere styrelse i dette tilbud. Det var anden gang der kaldtes på mig - uden at jeg selv på nogen måde havde medvirket dertil, så jeg modtog uden betænkning imod tilbudet. Skolen skulle da begynde ved novembertid, når jeg havde udtjent ved Niels Vig.   Endelig nåede jeg da hjem igen efter at have tilbragt min ferie med nogle dage som fra først af var bestemt. - Men jeg var jo blevet oplivet og meddelsom efter denne udflugt, så Niels Vig og Hustru følte sig helt godt tilfreds dermed, min virkelyst til at gøre fyldest i skolen var stedet betydeligt. Af og til var Niels Vig og Hustru tillige mine tilhører når jeg fortalte bibelhistorie, når vi så dertil gjorde raske fremskridt i læsning, skrivning og regning - så var det med gensidig tilfredshed at jeg kunne tage afsked med dette hjem, da tiden var udløbet, og hvor jeg havde befundet mig så overmåde vel.   Efter vor forrige aftale mødte jeg da hos ham til den bestemte tid. Han havde selv 3 ukonfirmerede børn, hvoraf den ældste, en pige på 12 var blevet udskrevet af statsskolen. På samme måde var det gået med de fleste andre børn som var bleven indmeldt i friskolen. - Til stor forbavselse for den gamle lærer Bjørndal der måtte give slip på flere af disse som han nødigt ville afse. Der blev ialt 10 børn at begynde med, og snart kom der flere.   I den føromtalte aftægtsbolig var der indrettet en skolestue med kakkelovn, bord, bænke og boghylder. For så vidt kunne dette jo være passende nok, men om jeg nu selv havde evner til at tiltale disse ældre børn, der så brat var overflyttet fra tvangsskole til friskole, var jo en anden sag. I de praktiske færdigheder kunne der jo ikke være nogen videre forskel, men i åndsfagene ville alt blive fremmede for disse.   Den første dag da jeg gik ned til skolen, var Kresten Søndergård med, da vi var tæt derved, så jeg en lille dannebrogsflag anbragt på en stang skrås ud gennem det åbentstående vindue, hvad gjorde et godt indtryk, og ved nærmere eftersyn fandt jeg en lille seddel, hvorpå der var skrevet 2 ord  "Til Peder"  - Jeg havde nok en anelse om hvem giveren var, men jeg lod som ingenting.   Da vi første gang var samlet, og havde sunget morgensang, fandt jeg anledning til at udtale nogle indledningsord inden jeg begyndte min skolegerning: Når vi nu begynder en ny friskole da er den frihed som gives dog ikke ubetinget, thi det er ikke frihed til følelsesløs selvrådighed, men den må bøje sig under kærlighed og sandhedsåndens vejledning, da vil sande frihed blive os til glæde og gavn.. Med disse ord -  afslutter Peder Jensen Westergaard sine erindringer.   Index     Hovedside     Peder Jensen Westergaard