resume

At P.J.W. jo bliver en god ven af gdr. Kr. Søndergård, Dragstrup, som jo giver ham tilbudet om at blive lærer ved en påtænkt oprettet friskole i Dragstrup. Peder tager imod tilbudet herom, men er her kun i få måneder idet han bliver indkaldt til militærtjeneste den følgende forår.

Efter endt militærtjeneste er det uvist om han kommer tilbage til friskolen i Dragstrup, eller han herefter bliver lærer et andet sted. Efter skudsmålsbogen bliver han tilmeldt i Tødsø i 1869. Efter et par gamle, næsten ulæselige breve, er den ene heraf adresseret til ham ved en friskole i Tødsø, ligesom et andet eksempel herpå, som nævnes senere, er eneste bevis for at han har været bosat i Tødsø.

Over Peder Jensen Vestergård foreligger et efterladt Skudsmålsbog. Tidens tand har gnavet så hårdt heri at skriften vanskelig kan læses, og kan derfor ikke afskrives. Af forskellige udtalelser, fra forskellige personer er der heri skrevet 5 sider, som er fra årene 1855-1869.

Ligeledes forligger der et "Udskrivningspas til den egentlige Landkrigstjeneste" - udstedt og afsendt den 9. Marts 1867.

Efter denne skal han møde til tjeneste den 30. marts 1867 i Kjøbenhavn ved Atelliri Regimentet for Constable, Ny Atelleri.............. Christianshavn.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Peder Jensen Vestergård igennem hele sit liv har haft en stor vennekreds. Herfra foreligger enkelte efterladte breve, som jeg desværre ikke er i stand til hverken at kan læse eller afskrive, men kan dog nogenlunde tyde datering og afsender:

Strandgadens Kaserne den 11. Juni 1868 - af en Hr. Jens Bornemann og tilsendt P.J.Vestergård i tiden han aftjente sin værnepligt.

Fra samme afsender foreligger brev dateret: Mandag den 18. september 1868, Fra samme afsender foreligger brev dateret: Strandgadens Kaserne den 11. Juni 1868.

Ligeledes foreligger der brev, måske lidt senere, fra samme Hr. Bornemann, hvorpå dato ikke kan tydes, men adresseret: Til Friskolelærer Peder Jensen Westergaard, Tødsø på Morsø

Det er uvist hvem brevskriveren Bornemann har været. Men han har uden tvivl været en nær ven til P.J.W. - måske en højskolekammerat eller anden med læreembede. Men noget tyder på at de har aftjent deres værnepligt samtidig, da Strandgadens Kaserne er nævnt ved datering.

Her nævnte adresse er stort set eneste foreliggende bevis for, at Peder Jensen Vestergård efter endt militærtjeneste er flyttet til Tødsø, og her har virket som lærer ved en friskole.

Dog fremkommer det i "Historisk Årbog for Mors 1931" - at en Peder Jensen Vestergaard har været Fæster til Nørtorp ved Tødsø, og har således evt. virket som landmand og friskolelærer. Denne påstand er uvist, idet det stiller sig tvivlende om det er den samme Peder Jensen Vestergaard som her er nævnt.

Vidunderbarnet på Mors

Om denne drengs liv, er det ret rørende idet han havde et grundtvigsk livssyn, men døde som 14-årig den 10. januar 1871 og blev begravet på Dragstrup kirkegård den 18 januar 1871.

Før jeg skriver brevet fra ham, til Peder Jensen Westergaard, kan jeg ikke undlade i korte uddrag at fortælle lidt vedr. Anders Hovmøller Svendsens Liv og livssyn:

Anders Svendsen Hovmøller er født på en gård ved Kobbervold nær Dragstrup Vig. Hans Mor var Kirstine Hovmøller som i 1851, 24 år gammel, blev den 51 årlige enkemand Svend Hovmøllers tredie kone, og sammen fik de fire børn. Af de fire børn døde en datter kun 1 år gammel. Den næste en datter døde kun 16 år gammel. Den tredje var Anders som døde 14 år gammel. Den sidste som var en datter blev gift med gårdejer og folketingsmand Kr. Knop, som i en årrække ejede "Kobbervoldgård"

Anders Svendsen Hovmøller havde en barndom som alle andre bondedrenge på egnen, som legede i det høje strandgræs ved Vigen, nær ved hjemmet. Ved faderens død i 1863 kastede det en stærk skygge ind over den stærkt følsomme drengs barneår. Herfor fik han jævnlig trøstebesøg af sin morbror Hans Kristian Hovmøller, når denne var på besøg hos sin søster, som jo var Anders sin Mor. Denne morbror var boghandler i Nykøbing, og var stærk præget af Grundtvig og Højskolebevægelsen.

Allerede i 1866, 10 år gammel begyndte Anders Svendsen Hovmøller at føre dagbog, og snart efter skrev han et par historiske fortællinger. Han gemte omhyggeligt sine arbejde under stenfliserne i sit kammer. For sig selv skrev han også et ugeblad "Mjølner, Thors Hammer", som han fyldte med historiske, politiske, moralske og kristelige betragtninger.

I sommeren 1870 blev Anders syg, og var sengeliggende det meste af tiden, hvorved han kun kunne gøre sine drømme og fantasier til "virkelighed" - og han døde den 10. januar 1871. Ved han begravelse på Dragstrup kirkegård den 18. januar 1871 var der en følge på hen ved 150 mennesker ved den lille kiste. Da graven var tilkastet fløj der to lavtflyvende Svaner hen over den.

Efter Anders Svendsen Hovmøllers død, fandt moderen efter ham omtrent hundrede beskrevne ark, hvoraf Morbroderen foretog et uddrag, der i april 1871 under titlen "Barnesyn og Ønsker" blev udgivet som en gave til Friskolen. Efterspørgslen heraf var så stor, at samtlige 200 eksemplarer et par år efter var givet bort. Anders Hovmøllers eneste efterlevende søster, Inge Marie, tilbød derfor i 1881 at bekoste en ny udgave af bogen som hans gamle lærer Søren Olesen, da besørgede og forøgede med adskillige stykker. Men også de 1400 eksemplarer heraf, som var bleven trykt, blev bortgivet eller solgt.

Bogen som er meget sjældent, blev et eksemplar heraf hengemt i privat eje, stående iblandt øvrige hengemte bøger i samlingen om Mors.

Bogen "Barnesyn og Ønsker" falder i tre afsnit, hvorom der må henvises til litteraturhenvisning i egnsbeskrivelse Fra Mors 1"-s.109-113.

I 1938, gjorde en magister i filosofi og med børnepsykologi som speciale opmærksom på "Barnesyn og Ønsker". Han var meget optaget af arbejdet og talte om skrive en videnskabelig afhandling derom. Dette er nok ikke bleven til noget selv om magisteren benyttede bogens indhold ved sin seminarieundervisning i børnepsykologi, ligesom det herved nævnes, at det nok heller ikke vil blive nemt at behandle "Barnesyn og Ønsker" videnskabeligt.

Anders Hovmøllers gravsted findes omtrent midt for Dragstrup Kirkes østre korvæg. Endnu er der vel en og anden stille vandrer på den ensomme kirkegård, der ikke går denne lave grav forbi.

Jeg må tilføje, at den i skrivende stund endnu er at finde, da jeg selv har været på kirkegården for at bese det.

I samme brev er der ved slutningen en hilsen fra Sesilie Svendsen, søster til Anders H. Svendsen.

Kjære Peter.

Jeg takker dig for din Brev, thi jeg blev meget glad ved den, men da jeg nu har faaet Brev saa skal jeg jo skrive igjen som er i sin Orden, men det er jeg snart Bange for thi jeg har aldrig før skrevet saa langt hen, og synes ei heller at jeg kan faa det gjordt godt nok, men deri er jeg dog bleven rettet thi Lars Vad sagde den anden Dag at jo mere Barnlig det var des bedre var det og med den Fortrøstning vil jeg begynde da jeg ved jeg er en Barn. Den 20 og 21 Juni var jeg i Tødsø til en Fest som var der i Mads Hyldigs Lade. Der blev holdt mange gode Taler som jeg for det medste kan huske, men jeg vil dog ikke skrive om dem, da jeg troer du har faaet Underretning derom, men det var virlkelig slemt at du ikke kunde komme hen i Tødsø.

Den 5 Juli var jeg oppe paa Høiskolen hvor Povlsen læste Holbergs Komedie: Erasmus Montanus og forklarede den derefter.

Ovesen, som i Foraar gik over paa Skolen i hver uge og fortalte om Danekvinder, talede nu om Jomfru Marie og sagde, til i dag har jeg gjemt den bedste Kvinde som jo ingen Dansk Kvinde er, men dog den bedste af alle Kvinder: og derefter gjorde han en god Tale derom. Efter Ovesen talede den saakalte Skov Kirsten om den Hellig Aand og om hvor godt det var at den med sig hvor hen man kom. Men hør, jeg havde jo nær glemt vor egen Skole hvor alt Gudskelov gaar godt. Men Bremserne stikker os jo ofte naar vi løber ud, men det er dog det Modsatte af naar Kvæget bisser, thi de løber mest ind, men vi løber ud.

Du har vel ikke hørt at vi har faaet en Lærer til nemlig Ane Søndergaard som lærer Pigerne at sye om Eftermiddagen, men derved gaar Regningen tabt for Pigerne, i Førstningen forstyrede det noget thi vi Drenge havde jo aldrig før set saadan en Stads. Nu vil jeg ønske du maa blive glad ved Brev, men at du skulde blive ligesaa glad ved min meget ringe Brev som jeg blev ved din det var ei heller at forlange, thi da jeg havde faaet dit Brev saa blev jeg saa glad at jeg hoppede og sang: nu har jeg faaet Brev fra min Kjæreste Ven. Og nu hilses du fra Lars Vad og Skolebørnene og mine Forældre, men først og sidst fra mig: din hengivne Ven.

Anders Svendsen Houmøller.

------------------------

Kjære Peter.

Mange Tak skal du ogsaa have for den hilsen du sendte mig ligesaa mange som du kan have i dine Lommer. Jeg var ogsaa i Tødsø den Første Dag det var min mening at jeg ogsaa gjerne vilde havde været den Anden Dag, men jeg kunde ikke gaae saalang. Det gjør mig rigtig Ondt at du skal ligge i Læreds Telte naar det Regner og Blæser, jeg vilde ønske du kunde faae en lige saa et god Seng at ligge i, som vi haver her Hjemme, men jeg haaber du faar det bedre naar du kommer paa Kaserne, end du har det nu for Tiden. Vi maa nok glæde os til et lille Brev naar du faar tid.

Nu hilses du mange gange fra mig.

Af en vennekreds i Nørre Nissum, som menes være af Bjerre Slægten, bliver Peder Jensen Vestergård nu heraf opfordret om at komme til Nørre Nissum, for her at oprette en friskole.

I 1874 flytter Peder og Ane Kathrine så fra Tødsø på Mors, og køber ejendommen "Lille Torngård" i Nørre Nissum og opretter så her den første friskole i Nørre Nissum.

Denne tilhørte i 1688 "Kongensgaard". Beboeren var Morten Olufsen som snart fik sig en ny husbond i præsten i Lemvig, som i 1702 var tilstede på sin gård "Torngaard" - og trolovede Morten Olufsen til salig Jeppes enke i Lemtorp.

Senere kom gården atter under Kongensgård, men da Oluf Mortensen skulle giftes med den rige storbondens datter fra "Nissumbol", var det jo for ringe at han var fæster, og svigerfaderen købte derfor i 1717 til ham den gård, som salig Morten Olufsen Gasseholm havde beboet, og som nu beboes af hans søn Oluf Mortensen.

Herefter følger navne på en del efterfølgende ejere, udstykninger med arealstørrelser mm.

Denne blev også kaldet for "Bisted". Denne blev i 1700erne solgt som selvejer til Peder Nielsen Refskou. Denne har senere haft mange ejere hvoraf kan nævnes Bertel Chr. Jepsen. - Kr, Stokholm. - Peder Jensen i1875. Sidstnævnte var der i mange år og var i nogen tid tillige Friskolelære. Ejendommen er nu nedlagt.

"Lille Torngaard" i Nørre Nissum. Herved blev der oprettet det første friskole i Nørre Nissum. Efter nedlæggelse som friskole blev den overtaget af sønnen Anders Hovmøller Vestergaard, som gifter sig med Else Marie Jensen Sønderriis fra "Kongensgaard" og blev herved mine bedsteforældrer, hvorved min mor her blev født i 1910

På denne tid, er det i Nørre Nissum Indre Mission som over-vejende har fået størst omtale og med denne åndstrømning haft størst betydning og gjort sig stærkest gældende i sognet.

Men også den Grundtvigske retning har haft stor betydning og tilhængere i sognet, og kan derfor ikke lades uomtalt. For at give en vis balance i tingene er Gdr. Markus Bjerre, Venø, bleven opfordret til at give en skildring af Nørre Nissum friskole, til hvis kendte elever han selv tilhører.

Friskolens Liv er ikke blot i sig selv interessant, men er også velegnet til at kaste strejflys over det grundtvigske Liv i sognet.

"Hvordan er det du bærer dig ad, du skæmmer jo hele din familie" - Det var Jens Sandholm som blev tiltalt med disse hårde ord. Og det var nede på Lemvig Torv i en tæt stimmel af mennesker, at de faldt.

Ordene fik yderligere tyngde derved, at de ikke kom fra en ildesindet person eller en fremmed. Nej, de kom fra Mette Sandholms fætter, "Bette Per Byskov" - Jens Sandholms gamle ven og kammerat fra de unge år, da de sammen havde trasket de mange mil til og fra Husum på svinehandel.

Men slægten var bleven opskræmt, og hvad var så det fordømmelige, som Jens Sandholm havde gjort sig skyldig i? - Han havde sammen med flere mænd af sognet meldt sine børn ud af folkeskolen, for at oprette en grundtvigsk friskole, med en af Kolds elever. som lærer.

Nu var det altid lettere for fader at tage en beslutning end at begrunde den, og hvordan skulle han her midt på torvet give en udtømmende forklaring til en mand, som var blottet til forudsætninger til at forstå den! - Der kunne ko ikke gives anden forklaring, end at de ikke ville have, at deres børn skulle lære religion udenad på remse, hvilket straks blev tydet derhen, at disse arme børn skulle opdrages i den sorteste hedenskab. "De ville have religion ud af skolen" sagde man.

Og så var sandheden jo den, at disse friskolefolk var dybt religiøse mennesker, der ikke kunne føle sig tilfredsstillende ved mere eller mindre rationalistiske præsters forkyndelse.

I Jens Sandholms erindringer fortælles om, hvordan man havde kørt lange veje for at høre noget med liv og kraft i. Noget med virkelig sjælenæring. Det var ærligt søgende mennesker disse grundtvigske folk.

Og nu nærmede den tid sig, da de skulle have deres børn i skole, og så meldte det spørgsmål sig: "Skal vi, der har haft den lykke at få øjnene op for hvad livet i sin fylde er, sende vore børn ud i den ørken som vi selv er vandret i, for under suk og gråd og med tampen over deres rygstykker, at lære, hvad de kunne tilegne sig med sang og glæde? - Skal de ord, som vi bekender med hverandre, lære børnene som en død remse, et eksamensfag........ligesom: Odense. Bogense. Middelfart. Assens.....? Nej? det skal ej ske, hvis det kan lykkes os at finde en friskolelærer.

Ham fandt de så i Peder Jensen, Lille Torngård. I året 1874 blev Nørre Nissum Friskole oprettet, og derom fortæller Knud Thøgersen således:

Det var under tarvelige kår, at skolen begyndte. Først i den lave dagligstue med lergulv i Torngårds gamle sals, og så i en tilbygning på 3 fag til den østre ende. Den nye skolestue sænkedes fra gangen, for at der kunne blive lidt højere til loftet, så Peder Jensen, når han trådte ind for at holde indvielsestalen, spøgfuldt bemærkede: "Det er ingen Højskole!" Og det blev så hans tekst, at her skulle der holdes lavt skole. En skole, der gik ned til børnenes stade og trang. Og deri lå virkelig Peder Jensens styrke, hans evne mødtes naturligt med barnestadet. Hans fortælling og sang var en medleven i emnet, som børnene hængte sig i, så de levede med.

Jacob Bjerre, som var en af friskolens elever, og senere blev valgmenighedspræst i Rødding, fik en del kendskab til friskolen og dens lærere, siger om Peder Jensen: "Han var den ideale børnelærer".

Markus Bjerre fortæller videre i sin beretning om friskolens forskellige funktioner, samt en omtale af de forskellige lærer som var herved. Herved afslutter jeg beretningen herfra, med hans omtale af Peder Jensen:

Peder Jensen var ikke lærer i ret mange år. En ørelidelse som medførte tunghørighed, gjorde det nødvendigt for ham at trække sig tilbage. Men friskolen var og blev hans hjertebarn. Med beundringsværdig tålmodighed fandt han sig i at have en flok urolige børn sværmende omkring på sin ejendom. Som den forkyndernatur han var, måtte han engang imellem meddele os, hvad han var optaget af. En dag kom han således og bad beskedent om at få lov til at synge for os. Og så sang han: "Sig mig den gamle saga, den bedste, som du ved!" - Den lå egentlig over vor alder, men forstod hans dybe grebethed.

Et efterladt brev på 4 sider, skrevet til Peder Jensen. Skriften er meget utydelig og ligefrem ulæselig, så der gættes kun på hvem brevskriveren har været, og hvor Peder har modtaget denne brev. Herom strejfer tanken om muligt det kan være på sygehuset, idet der er flere som medsender hilsner herpå. Brevet er skrevet på Friskolen den 10 april, men ingen årstal er nævnt.

De første 3 sider menes at være skrevet af Peder Jensens kone Ane Kathrine Jensen, idet de afslutter med kærlig hilsen Ane Kathrine Jensen.

Side 4 kan læses, og er skrevet af Peder Jensens søn, Frederik som barn, som skriver følgende:

Nu vil jeg fortælle dig, at due ungen er død, men jeg tænker at få erstatning derfor, thi der er nu to æg igjen. Det ene får har fået to lam, men det ene var død - i morgen kommer faster Ane og Kristjan herop - kom snart hjem for moder har bagt så mange kringler, og vi har bagt sigtebrød og 15 rugbrød. Jeg skal hilse dig fra Søren, Jens, Jacob og Anders, og så fra din egen dreng Frederik Jensen.

(Herunder) Nu skal jeg fortælle dig nyt, Faster Marie og Niels Bjerre kommer til Nissum i Mandags.

Ovenstående brev menes at være skrevet omkring 1880-85, idet Frederik emigrerede til Argentina i 1891.

Af helbredsmæssige årsager må Peder i 1889 opgive at være friskolelærer. Friskolen er bleven flyttet fra "Ll. Torngård" og til naboejendommen "V. Skrald" - hvor den endnu i nogle år fortsætter med at være friskole med andre lærekræfter.

Få år efter århundredskiftet, årstal vides ikke bestemt, skøder Peder ejendommen "Ll. Torngård" til sin søn Anders Hovmøller Westergaard. Anders bliver senere min morfar og omtales derfor senere.

Ane Kathrine og Peder J. Westergaard bliver i nogle år herefter boende hos Anders. Anders havde påbegyndt en læreuddannelse ved Nørre Nissum seminarium, men opgiver dette til fordel for at være landmand.

Af forskellige årsager sælger Anders, som nu er bleven gift, så "Ll. Torngård" i 1914 og køber ejendom i Randbøl, ved Vejle, hvor ham og hans hustru Marie så er i tiden 1914-1918.

Peder bliver enkemand i 1919, og bor så herefter ene i huset, i nogle år. Da han nu bliver ældre og mere svagelig, får han herfor ophold hos Anders og Marie, som nu er flyttet til "Nørreriis" på Venø, og får her et aftægtsstue resten af sit levetid.

I sine sidste leveår på "Nørreriis" - hvor han dør i 1930, beskæftiger Peder sig med kurve og møbelfletning af piletræ, som mange af hans efterkommere fik megen gavn og glæde af.

Peder Jensen Westergaard dørden 27. november 1930. Ved hans jordefærd mandag den 8. december 1930, er der trykt et specielt salmehæfte, med følgende salmer:

I går begravedes fhv. friskolelærer P.J. Vestergård, der de sidste år har boet på Venø, på Nørre Nissum kirkegård.

Valgmenighedspræst Jacob Bjerre, Rødding, der er en af P. Vestergårds første elever fra friskolen i Nørre Nissum, talte ved kisten. Han fremdrog gode minder fra de lyse skoledage i Nissum.

P.J. Vestergård var en af de stille, men når man kom til at tale med ham, fik man at mærke, at han var et levende interesseret mand, der fulgte med i det åndelige liv i skole og kirke. I sin soldatertid fik han del i det grundtvigske menighedsliv i Vartov, og det blev af stor betydning for ham. Han fik os børn til at holde inderligt af sig, og han gjorde skoledagene til festdage. Vi siger ham tak for alt det gode, han medgav os.

Derefter talte frimenighedspræst Morten Larsen, Holstebro. Han gik ud fra den Simeons ord:

"Herre, lad nu din tjener fare i fred, thi mine øjne har set din frelse." Jeg tror, at P. Jensen var en af dem, som selv havde set Guds frelse i sit eget Hjerte, og dette blev for ham en forunderlig fylde og rigdom. Han fik derigennem kræfter til at gennemføre sin store gerning, og han kom i det rette barneforhold til gud.

Det er svært i den høje alder, når svagelighed og kraftesløshed melder sig. Da skal man ligesom til at gennemgå sit liv og opdager da så mange synder og fald, men ved guds hjælp kan kræfterne være store på det sidste, og P. Jensen Vestergårds kræfter bar ham oppe i troen. Gud hjælper os til, at vi må kunne gøre de ord til vore: "Lad din tjener fare i fred, thi mine øjne har set din frelse."

Jordpåkastelsen foretoges af Pastor Morten Larsen, og derefter takkede afdødes søn, Anders Vestergård, Nørreriis, Venø, for al deltagelse.

PEDER JENSEN WESTERGAARD.

Vidunderbarnet på Mors