|
Dette blev vort liv |
Lidt om Slægten i Nørskov |
|
Rødderne i "Nørskov" - på Venø:
Beboerne i Venøby var mest plaget af præstens gale ideer, og klagede derfor til sognefogeden, som så igen lod det gå til herredsfogeden for Lemvig distrikt. Men det var ikke i alle tilfælde at herredsfogeden ville tage sig af deres beklagelser. Men så skete dette, at præstens tjenestepige skulle have et barn, som præsten var fader til. Den gale præst sin opførsel: Mads Nørskovs søstre:
Herfra bliver Mads Andersen Hede' ældste datter, Johanne gift med Niels Fiskbæk Bertelsen og arver gården.
Mads, rejst til Amerika, direktør i en guldmine. Else, rejst til Amerika, læge. Marie, g.m. Chr. Thomsen, Uglev, Thyholm. Peder, g.m. Susanne Guthorn, Norge, og bor ved Holstebro. Den ældste af Mads Nørskovs søstersønner, Anders Hede, kom til Nørskov som tjenestekarl, og blev siden gift med en af Mads Nørskovs døtre, Marianne. Efter Mads Nørskovs død, bliver Marianne og Anders Hede be-styrer af Nørskov. Den anden af Mads Nørskovs søstre gifter sig med Peder, Nørre Vejsbjerg. De fik 12 børn, hvoraf de fleste døde som ret unge. 2 sønner og 3 døtre blev dog ret gamle. Sønnerne var ualmindelig stærke. De tre døtre, forbliver hjemmegående på Nørre Vejsbjerg, til deres død. De stærke sønner - Peder og Poul fra Nørre Vejsbjerg:
Den næstældste søn hed Peder Vejsbjerg, blev gift og bosætter sig i Venøby. De to sønner, Peder og Poul drev fiskeri sammen, sålænge de kunne magte det. Poul var i sine yngre dage meget stærk, en dag han stod i mødding, for at læsse gødning på en vogn, sagde hans fader til ham, at han ikke måtte fylde vognen så stærk, for studene kunne ikke magte at trække den op fra møddingen, som lå i et hul. Poul svarede, at såfremt studene ikke kunne trække den op, kunne han selv gøre det. Han tog fat i vognstangen, og slæbte denne op af hullet, men hans træsko gik i stykker, ved at han satte fødderne så fast i jorden. Omkring året 1818, var der en streng vinter med megen frost, fjorden var tillagt med is, således man kunne færdes til fastlandet herpå. Den ene af de tre søstre havde født et barn, men da der ikke var nogen præst på øen, var der forlegenhed for at få barnet døbt og de frygtede, at barnet skulle dø udøbt. En slæde, udstyret med en sæde, hvorpå gudmoderen, som var barnets moster, satte sig på, med barnet på sin skød og med en dyne omkring sig, begav de sig så over fjorden og til Resen kirke, med Peder og Poul som trækkraft. Barnet blev døbt og fik navnet: Ellen. Siden har Ellen fortalt om begivenheden over hendes dåb, om i snefygning og frost, så på slæde over fjorden for at blive døbt i Resen Kirke. Ellen blev 87 år gammel. Peder og Pouls pengeskab bliver stjålet:
Når efterårs fiskeriet var til ende, fik de hest, køretøj og ål over fjorden til fastlandet. Hesten kunne selv svømme over, vognen blev adskilt, så den og ål kunne være i en båd. På fastlandet drog de så rundt for at sælge deres salte- og røgede ål. Når der var udsolgt kunne de vende hjem med blanke daler. Peder og Poul levede nøjsomt og tarveligt, pengene skulle gemmes til deres alderdom og når de ikke mere kunne slide så hårdt. Poul Vejsbjerg gemte sine penge i et hængeskab i stuen og mest som dalere, poserne var gemte i skabet. En nat i juni måned hvor Peder og Poul var på fiskeri, og søstrene havde brygget øl dagen i forvejen. Ølkaret var sat under hænge-skabet og gærkrukken ovenpå skabet. Pigerne vågner ved et rabal-der over, at gærkarret falder ned i ølkarret. Den ene, som hed Karen, råber op, at en skikkelse med en hvid skjorte udenpå sit tøj, nu løb med Pouls pengeskab på ryggen. Begge kom nu ud af sengen i en fart, men kunne ikke kende tyven, med en hvid skjorte udenpå sit tøj, og nu hvor det kun var halvlyst. Pigerne som var meget forskrækket, turde knap røre sig, men listede dog om til naboen på "Sønder Vejsbjerg". To andre løb til Venøby for at hente hjælp, ved at tænde blus ved fjorden, for at kalde fiskerne hjem. Båden som tyven var ankommen i, fandt de på strandbredden og mente herfor, at tyven måtte være på øen, men kunne ikke finde ham her. Alle i Venøby, Nørskov og Sønderskov deltog i eftersøgningen. De fandt pengeskabet under Vejsbjerg bakker, skabet var brudt op og pengene borte. Peder og Poul var de første af fiskerne som kom i land, og da de hørte om det skete, blev de enige om at ro til Salling, til den kloge mand Jens Andersen i Lime sogn, som om blev sagt, at han var så klog at han kunne vise og tvinge tyven til at bringe de stjålne penge tilbage. Efter en del snak om overtro med den "kloge mand" svarede Poul, at når det var sådan fat så farvel og tak, og de roede tilbage til Venø. I tiden som de var i Salling, hos "kloge mand" - var Mads Nørskov ude på Bradsøodde for at flytte heste. Med sin lune sagde han ved hjemkomst herfra, at der må være noget galt i Venøby, for der var to mand som roede til Salling i en sådan fart, at kølvandet nåede helt over til Vesterland. Men han fik også besked om at deltage ved eftersøgning af tyven. En tid efter kom der besked fra Humlum, at en mand tidlig morgen var ankommen, den pågældende dag til "Pinen", -kro og færgested ved Oddesund, hvor han her havde bedt om noget at spise, da han var meget sulten efter at have haft en streng nat. Og det var jo ikke ubegrundet hvis han havde svømmet over Venøsund med tre store pengeposer. Nogle år senere blev tyven fanget i Thisted, hvor han forsøgte indbrud på amtstuen, som han ved forhøret, herefter tilstod, at have stjålet Peder Vejsbjergs penge. Han havde nogle år tidligere været tjenestekarl på Vejsbjerg, og kendte godt lokaliteterne her. Om Peder Vejsbjerg i øvrigt:
Peder Vejsbjerg var gift to gange, han havde ingen børn, han boede i Venøby, hans husmandslod strakte sig tværs over øen til øst-fjorden, og som ved hans død, blev solgt til Nørreriis 1874. Han var igennem en længere årerække øens kirkesanger. Han havde en kraftig sangstemme, men folk sagde om ham, at han benyttede den samme melodi til alle salmerne. På et tidspunkt og herfor, ansatte den daværende præst, pastor Blicher, så "gamle" Johannes til at være kirkesanger, og dette var ikke ligefrem noget som passede Peder Vejsbjerg, som fortsatte sin kirkesang, med at overdøve "gamle" Johannes. Huset som Peder Vejsbjerg boede i, i Venøby, står her endnu. Det var denne hus som Jens Riis hans brodersøns datter, Andrea Thoustrup Andersen fra Vestergård i Vinding boede i. Igennem mange år drev hun herfra en mindre detailforretning, med håndkøbsudsalg fra Apotek. Hun blev herfor af øens befolkning i dagligtale, kaldt for "Moster Håndkøb". Det fortælles, at der i denne bygning, tidligere, har været brugs-forening. En del af byjorden herfra blev solgt som byggeplads til missionshuset. Ved senere efterforskning, er det tvivlende om den af Andrea Thoustrup Andersens hus i Venøby, har hørt under, eller haft til-knytning til Vejsbjerggaardene. Mads Nørskov - første ægteskab:
Maren Jepsen, - g.m. gmd. Milther Kristensen, Gudum. En anden af Mads Nørskovs døtre, Else Marie, blev gift med en gårdmand i Ejsing. Men da det var i den tid hvor penge havde en dårlig værdi, og faldt til 1/6 af deres værdi, ved udbetaling, havde det nær sat Mads Nørskov i armod, da han havde lovet Else Marie en medgift på 1800 rigsdaler. Øvrige børn af første ægteskab kendes ikke. Mads Nørskov - andet ægteskab:
Kristiane: f. 1805 -g. m. Jens Christian Poulsen, Thyholm. Karen: f. 1807 - ugift. Anders: f. 1809 -g. m. Maren, fra Jegindø. Kirsten: f. 1811 -g. m. Laust Thomsen, Thy. Peder: f. 1813 -g. m. Karen, Thyholm. Else: f. 1815 - gifter sig med enkemand Jens Riis, Gadegaard, Venø. Børn af Kirsten og Mads Nørskov:
På et højtliggende mark, syd for gården, lod faderen bygge en mølle og denne lærte Marianne at bruge, og det blev hun ved med, til hun var 60 år gammel. Et søskendebarn - til Marianne, Anders Hede fra Gudum, kom til Nørskov som tjenestekarl. Med tiden - som Mads Nørskov blev ældre, var det så de to unge som udførte gårdens arbejde. Marianne og Anders Hede gifter sig, og til dem bliver der bygget et hus ved møllen, de fik jord til et par køer og nogle får, som så var Mariannes arv fra Nørskov. Mads Nørskov dør 1825. Marianne og Anders Hede fortsætter som bestyrer af Nørskov. De havde en søn, Mads Andersen, som siden barn havde hjulpet til med forefaldende arbejde på Nørskov, og som hans mostre holdt meget af, for hans venlige væsen og behjælpsomhed. Under hans militærtjeneste, som dragon i Randers blev han syg og døde. Dette var en stor sorg for sine forældre og øvrige slægt. Hans forældre, som på det tidspunkt var oppe i årene, søgte nu staten om pensionshjælp, som blev dem bevilget og som de kunne hæve af til deres død. Anders Hede omkom ved ulykke på fjordisen 1857:
På hjemturen mødte han ude på isen, tre mand, som var på ålestangning, de advarede Anders Hede om at isen var meget usikkert, men han mente nok det kunne gå an, da han endnu kunne nå Venø ved dagslys. Senere kom de tre mand, fra ålestangning, og fandt Anders Hede som var gået igennem isen, men dog ikke til bunds da han havde et stykke reb om livet, hvormed han slæbte noget tømmer til en vogn som holdt ham oppe, men han var da allerede død. De tre mænd fik ham bjærget op og lagde ham på isen, med hans hoved på det træ som han havde med sig. Men isen var så dårlig, at de ikke kunne få ham med i land. Isen brød op i løbet af natten, og Anders Hedes lig gik til bunds, og det blev ikke fundet før hen ved pinsetid, hvor der kom lidt varme i vandet. Trods Venøboernes behjælpsomhed med at finde liget, var eftersøgningen forgæves. De gik langs strand, sejlede i båd og trak vod, med overtro havde hver båd en kar med, hvorunder der sad en hane som mentes ville gale, når båden sejlede over liget, men alt var forgæves. Kristi himmelfartsdag var der en stærk vestenvind, Anders Hede' svigersøn, Hans Peter Jensen og en mand mere, sejlede til Ejsing for at se om liget her, var drevet i land. Efter en tur langs stranden, uden resultat, gik de her ind i en hus for at spise deres medbragte mad. Imedens de sad her, kom der en kone som havde været ved stranden, og fortalte, at liget kom drivende i land, lige på det sted, hvor deres båd var lagt til. De roede nu til Venø med liget, hvor der blev begravelse så hurtig som muligt. Hele familien sørgede meget over Anders Hede' død, han var en vennesjæl og hjælpsom ved enhver lejlighed, og var altid uegennyttig. Udenfor ægteskabet, som før ægteskab med Anders Hede, havde Marianne en datter, Else Marie, hun gifter sig med Hans Peder Jensen, fra Galsgård i Gørding, ved Vemb. I 1855 arver de møllen og møllehuset, Marianne da var 58 år gammel. Kristiane Madsen: - Hun gifter sig tidlig med Jens Christian Poulsen, en slægtning af Anders Sønderskov og denne plejesøn. Da Mads Nørskov døde i 1825, var det herfor Anders Sønderskov' mening, at Jens Christian og Kristiane skulle have Nørskov, da han havde nogle penge stående heri, som han så mente enken på Nørskov ville afstå gården mod, at der til hende og de yngre børn blev bygget et lille hus. Hun sagde imidlertid nej, med det resultat, at han opsagde pengene til udbetaling. Det blev nu hårdt for Kirsten Nørskov, hun så sig ikke i stand til at skaffe pengene, hun og børnene bad inderligt gud om hjælp, og den kom også. Anders Sønderskov blev syg og døde den 1. januar 1830. Kirsten tog nu sin yngste datter, Else med sig, for at tale med enken, Eva Marie på Sønderskov, og hun tager venligt imod dem. Grædende beklagede Kirsten sin nød, for ikke at kunne udrede de opsagte penge, og hun ville så nødig forlade Nørskov med sine børn. Eva Marie svarede med tårer i øjnene: - Det kan jeg godt forstå, du skal få lov at blive i din gård, du var så god ved mig dengang jeg var fattig og led nød. Da Eva Marie kom til Sønderskov som tjenestepige, fødte hun her sit første barn. Hun blev nu jaget herfra og til et lille hus i Venøby, sultede og tiggede en del af føden, for ikke at dø af sult - skønt dette, at Anders Sønderskov var fader til barnet. Efter at Anders Sønderskov' kone fra sit første ægteskab dør, gifter han sig med Eva Marie og de får to børn, Jens og Marianne, som tidligere er nævnt. Marianne her, er jævnaldrende med Else Madsdatter i Nørskov. Til Kristiane og Jens Christian bliver der så købt en gård på Thyholm. Her bliver de ikke ret længe, da de handler sig til Barslev Mølle, men heller ikke denne beholdt de ret længe. Til at drive møllen holdt Jens Christian to karle, og selv sad han for bordenden i stuen og skænkede herved dramme for møllegæsterne, eller på anden måde trakterede dem. Med dette havde de et herligt liv, men kunne således ikke vare ved. Møllen sælges til en svigersøn, som var gift med den ældste datter Marie Katrine. Hun fik et barn og døde herefter. Svigersønnen drev så selv møllen til sin død og blev en rig mand.
Mads Nørskov Jensen. Poul Jensen, forpagtede en del af Gadegaard. Ane - g. m. en enkemand i Smedslund, Nørre Nissum. Kirsten Nørskov Jensen - g. m. Kristen Kristensen, Stokkendal, Humlum. Det var Kristen Kristensen, Stokkendal, hvis to brodersønner var stiftere af "Daells Varehus" i København. Karen Madsdatter Nørskov: - Hun blev født 1807, forblev ugift og hjemme i Nørskov til sin død. Hun var en meget dygtig og trofast kvinde. Anders Madsen: - Han var født 1809, efter sin moders død overtager han gården Nørskov, og beholdt den til sin død. Kirsten Madsdatter Nørskov: - Hun var født 1811. Hun havde tillært sig at væve og blev hjemme i Nørskov i mange år, men gifter sig i 1838 med Laust Thomsen fra Nørre Lem. Peder Madsen: - Han var født 1813 og ville ud at tjene når han blev voksen, for han syntes Anders Hede blev for længe i marken og i det hele taget ville have for meget udrettet. Han kom derfor ud at tjene indtil han skulle i kongens tjeneste, hvorved han var gardist ved fodgarden og lå som soldat i tre år, i København. Herved fik han en god ven og kammerat i Laust Thom-sen fra Nørre Lem. Efter militærtjenesten fulgte Laust så med Peder til Nørskov. Peder havde fortalt ham, at han havde så mange søstre, hvoraf han godt kunne få en til kone. Det blev Kirsten, som Laust faldt for og de giftede sig i 1838. Laust var en dygtig smed, han købte en hus i Gundtoft på Thy. Kirsten hjalp til med at trække blæsebælgen og svinge den store forhammer. De blev ret velhavende. Laust blev ikke gammel, han blev syg og døde. Kirsten solgte forretningen og købte et hus i Hvidbjerg på Thyholm. Her boede hun, indtil hun blev syg og gammel. Hendes søster Else på Venø, hentede Kirsten til Venø 1874 og hvor hun døde 1878. I 1874 var Peder Vejsbjerg på Venø død, og Else købte derfor hans hus til sin søster Kirsten. Enken i huset fik til sin død 1889, ophold i husets østende. Kort tid efter at Peder Madsen var hjemkommen fra militærtjeneste, giftede han sig med en pige fra Thyholm, som hed Karen. Til dem købte han Nørre Vejsbjerg af Poul Vejsbjerg, som var hans fætter. Poul og hans tre søstre skulle have ophold på gården til deres død. Der gik ikke lang tid før Peder mærkede, at det ikke kunne løbe rundt. Han begrundede det med, at når han skulle betale denne store aftægt, så kunne Karen og ham ikke selv få føden. Han solgte så Nørre Vejsbjerg til Jens Riis's søster Kirstine, gift med Mads Kristian Jensen. Peder og Karen flyttede så til Øster Nørskov, som var fraskilt Nørskov og bygget 1839, efter stormfloden. De havde også vanskelig ved at klare sig her, da de ikke var videre dygtige til at passe deres ting. Peders søskende i Nørskov ville sætte dem i rette, men dette kunne hverken Peder eller Karen tåle. Peder solgte Øster Nørskov og flyttede til Thyholm, hvor han så blev færgekarl ved Oddesund færgefart, i mange år.
giftede sig. Mads, smed i Harboør. Niels. Ellen. Da Frederik den 6. døde den 3. december 1839, blev nogle årgange af garden indkaldt, og heriblandt også Peder Madsen Nørskov. Da der herved hverken var post eller telefon, blev ordre fra kancelliet beordret med ridende bud fra by til by, og på landet var det fra sognefoged til sognefoged. Sognefogeden i Humlum, skulle aflevere det som skulle til Venø, i Breddalsgård, og var det hastesag, skulle der her tændes blus på stranden, hvorefter sognefogeden på Venø skulle afhente det pr. skib. Det var vinter med frost og stærk storm og der blev blusset i tre dage, og det var helt pinegalt. Der blev given ordre til at der skulle ringes med kirkeklokken over kongen, og der var pas til Peder M. Nørskov, at han skulle møde i København til parade i anledning af kongens bisættelse i Roskilde. Alle indkaldte fra Vesteregnen samledes i Holstebro, hvor de havde lejet en vogn til at køre dem til Århus. Ved Peders ankomst til Holstebro, var vognen med de øvrige kørt, da han ikke havde penge til at leje en vogn, gik han til fods, til Århus for at komme med båd til Kalundborg og gik derfra til København. Fra Venø til København, var det en stækning på omkring 30 mil. Ved ankomsten til København, tilmeldte han sig og blev skældt ud, for ikke at kunne møde samtidig med de andre jyder, men kom tidlig nok for at komme med til Roskilde, hvor han kom til at skulle "præsentere gevær" i flere timer. Flere af soldaterne faldt besvimet om af træthed, men Peder blev stående og sagde bagefter, at han nu var veltrænet efter den lange gåtur, men indrømmede dog, at det her var det værste han havde været med til. Else Madsdatter: - Hun var født 1815 og var den yngste af Mads Nørskovs børn. Mads Peder Jensen Sønderriis skriver: Vi er nu Else Madsdatter (min mor) en stor tak skyldig, for de herved fortalte gamle fortællinger, som hun gerne fortalte gang på gang, lige til sin død i året 1902. Dagligdagen på Nørskov:
Da hun var 7 år kom der en dag en fremmed kvinde til dem, som gæst, som så sagde til Else, du er jo syg lille pige, men nu skal jeg give dig noget til at blive rask på! Den fremmede kvinde gav Else en tvebak med nogle stærke dråber på, og fra den dag kom Else sig, men blev først rigtig rask ved 12-års alderen, hvor hun da først begyndte med rigtig skolegang. Desuagtet skolegangen, havde hun ikke besvær med at følge med de andre børn, der var kun Marianne i Sønderskov som var dygtigere. Da hendes far Mads Nørskov døde i 1825, var Else 10 år gammel. Da hun blev konfirmeret som 14-årig og præsten da lagde hånd på hendes hoved, og sagde: "Du fattige, svage og faderløse barn!" - og lyste herefter Herrens velsignelse over hende. Dette gjorde det så stærk indtryk på menigheden, at de fleste græd. I Nørskov var der et vidt udsyn til alle sider, og her voksede lille Else op og blev til en slank kraftig pige med blå øjne og kastaniebrune krøller, hun elskede bakkerne og fjorden, hvorom hun på sine gamle dage sagde: - "Nørskov var den dejligste plet på jorden". Da hendes mor helst og gerne sad ved spinderokken, fik Else herfor tidlig lov til at lave mad, og dette morede hende, især når Anders Hede roste hende for hendes dygtighed. Desuden passede Else også kreaturerne, ved såvel fodring som malkning. Om sommeren var alle pigerne, Karen, Else og Mariannes datter Else Marie, i marken. Else Marie havde været i Nørskov fra hun var barn. I marken kunne Else pløje, harve og køre med heste for vogn. Da brødrene helst ville fiske, var det herfor pigerne som tog sig af landarbejdet, men en ting ville de ikke have med at gøre, og det var tørvegravning. Det måtte brødrene selv klare, når blæsten var for hård for fiskeri. Da Peder drog ud at tjene, var Anders ene om at grave tørv, men det kneb dog for ham at få gravet nok for husbehov. Anders Hede, svigersønnen, var den styrende af gården, men han rådførte sig altid med pigerne og især Else, som om sommeren for det meste var i marken. Else Marie og moderen stod for madlavning, og sådan gik det godt i nogle år, men så kom der atter strenge dage. Nørskov fortsat |