Lidt fra fødehjemmet ”Borbjerggaard” |
Dette blev vort liv |
Lidt fra fødehjemmet ”Borbjerggaard” |
|
Af: Chr. Østergaard Jensen
Om Borbjerggaard Hans Østergaard Jensen kom som tjenestekarl til Sønderriis i 1932, hos sin søster og svoger, Johanne og Peder Møller Sønderriis. Peder Møller var barnebarn af tidligere nævnte ejer Mads Peder Jensen Sønderriis. Hans Østergaard Jensen kom til Venø fra Lindet, Vesterlund i Give sogn, hvor han her var ud af en børneflok på 12, hvis forældre var Mette og Kresten Mosgaard Jensen. Af denne børneflok druknede to omkring to års alderen i mergelgrav, som herefter blev jævnet. Hans Østergaard gifter sig i 1933 med datteren fra Nørreriis, Dorthea Vestergaard. De køber og bosætter sig på ”Borbjerggaard” Venø. De får her børnene, som er undertegnede Christian i 1934, Else Marie i 1935 og Anders i 1945. De køber Borbjerggaard af Jens Borbjerg, kaldt ”gamle Borbjerg”, hvoraf efterkommere i mange år drev fjordfiskeri på Venø. En par sønner af denne, fortsatte dog i nogle år herefter med deres fjordfiskeri ud fra stranden ved Borbjerggaard. Ved stranden her, havde de et redskabshus for fiskeredskaber, kun få meter nord for Sorthøj. Vi børn opholdt os meget ved de fiskere som havde arbejde her og i dette hus. Der var en speciel atmosfære i det miljø som her forekom. Når ikke de mere ville fiske her fra stranden, måtte far så overtage dette hus, som han også på et tidspunkt gjorde, men solgte det igen. Jens Borbjerg nævnte til far, at såfremt han gav sig til at grave i Sorthøj, ville der dø et af gårdens dyr. Da denne overtro ikke rigtig påvirkede vor far, forsøgte han alligevel at grave i højen, men kort tid her efter døde der en ko. Han forsøgte dog senere, hvor der da døde en hest. Han foretog sig ikke flere udgravninger ved denne Sorthøj. Bygninger på Borbjerggarrd var opført i 1887. Det var vinkelbygninger, med stuehus og kostald i det ene længe, svine- og hestestald, samt lade i den anden længe. Facaden på stuehus, var op til vindueshøjde opført af kampesten, og mursten imellem vinduerne. Tag var delvis stråtag og pandeplader. Som drivkraft var der på ladebygning en firevinget mølle. Denne blev på grund af råddenskab pillet ned og erstattet med petroleumsmotor. Mine forældres begynderår var i tredivernes kriseår. For dagen og vejen var der ligefrem ikke midler at gøre godt med, men ved slid og nøjsomhed mærkede vi ikke at mangle noget. Far havde lidt biindtægter ved fiskerne, ved at køre deres garn ud på tørrepladserne, når de kom i land efter endt fiskeri, eller reparation efter et storm. Han skulle bare lægge heste og vogn til, så klarede fiskerne selv på og aflæsning. Venø – uden bekvemmeligheder Venø var dengang en verden for sig selv. Der var ingen færgeoverfart, elektricitet, indlagt vand, centralvarme, biler, asfaltveje, traktorer osv. osv. Der var en daglig formiddagstur med postbåd til Struer. På denne tur skulle alt af hvad som skulle befordres til og fra Venø så foregå. Til postforsendelse fra Venø, var der to ophængte postkasser. Den ene på gavlenden af præsteboligen, og den anden på sydmuren af ”Havstokken 16”. De to postkasser blev af postbådfører tømt hver morgen før afgang til Struer. Retur havde han så dagens post, til hele øen og omdelte det, om eftermiddagen. Jeg husker ikke nøjagtig hvor mange telefonabonnenter der dengang var på Venø, men mener det var omkring 12-15 stk. som samtlige husstande på øen så måtte anvende for at komme i forbindelse med omverdenen. Venø havde egen telefoncentral, som var offentlig tilgængelig. Dengang havde en købmand på Venø levemulighed, enda ved at kunne give kredit ved handel over en kontrabog. Ligeledes var der butikken ”Moster håndkøb” som havde en lille blandet landhandel med småisenkram mm. ligesom der også her var håndkøbsudsalg fra Struer Apotek. Under krigen Under krigsårerne var Venø stort set et fredet område, men jeg husker dog særlig én dag herunder, hvor jeg da var i skole. Hvad der var sket ved jeg ikke, for ingen har rigtig villet ud med det. Men tyskerne havde en nat fra deres inspektionsskib, som igennem længere tid uafbrudt sejlede langsom rundt om Venø, observeret noget mystisk herpå, med at nogen løb rundt med lommelygter, vistnok omkring Sønderskov. Næste dags morgen gik tyskerne iland og iværksatte en husundersøgelse fra syd til nord. Skoledagen blev for resten af dagen afblæst. Da tyskerne nåede frem til Borbjerggaard og her ville se legitimationskort, var der sket det med far hans kort, at vores hund på et tidspunkt havde fået fat i hans pung og ædt det halve af hans legitimationskort, som han ikke havde sørget for at få fornyet. En tysker satte sit gevær foran hans bryst og truede med at skyde. Men da soldaten var opmærksom på far hans nervøsitet, viste han sit gevær frem med, at der ikke var skud heri. Da vi havde klaver i huset, satte der sig en tysker til denne, som efter far hans udtalelser, var en ret dygtig klaverspiller. Under samme undersøgelse havde jeg lidt legetøj på loftet, som en af de tyske soldater hyggede sig ved at lege med. Soldaterne var jo kun store drenge. Nyt stuehus Det blev bygget nyt stuehus i 1942, da det gamle var fugtig og usund at leve i. Kampestensmurene var om vinteren belagte med rim og kondensvand, ligesom svampe herved groede op ad muren. En slægtning nævnte til mine forældre, at dette hus er usundt at bo i og i bor ikke heri en vinter mere, jeg klarer det midlertidige økonomi og så går i bare i gang med at bygge nyt hus. Som sagt så gjort. Det blev herfor en travlt sommer. Men noget ved dette byggeri gav en speciel oplevelse da alle mursten skulle sejles hjem med fiskerbåd, fra ”Gyldendal Teglværk” som lå lige overfor og nede ved stranden, ved det nuværende Lihme lystbådhavn. En akkord med en fisker, som vistnok var en eller to års jagtleje, blev alle mursten med fiskerbåd og mindre slæbebåd efter sig, så denne sommer ved mange sejlture sejlet til Borbjerggaard. Selvfølgelig var vi børn og flere andre jo med næsten hver gang, og som herved var en ren speciel barneoplevelse. Ved teglværket var der en lille anløbsbro, hvorad stenene blev kørt for læsning med trillebør. Ved Borbjerggaard strand sejlede man så nær land, som muligt var. Stenene blev ude i vandet læsset på hestevogn, og herefter af heste slæbt i land ved et slæbetov. Denne proces skulle gå temmelig hurtig, da vognen ellers ville synke for dybt. Det herved nævnte er selvfølgelig kun et lille udpluk af erindringsbeskrivelser fra barneår på Borbjerggaard og Venø, men må være nok til at kan give en situationsindblik i, at der også i fortiden var liv og sjæl i dette hjem. I 1946 blev ”Borbjeggaard” mageskiftet med ”Lille Uhrlund” i Tvis. Herved blev der pludselig lukket op til en helt anden verden, med udsigt til langt større udviklingsmuligheder for os børns fremtid. Afslutning Anvendelseskilde for beskrivelser af ”Historie om Venø” - igennem Venø Posten, er ved uddrag af egne slægtsbeskrivelser over mine rødder og forfædre, samt af egne erindringer fra Venø. Mine slægtsbeskrivelser har ikke med slægtsforskning at gøre, da der som kildemateriale kun er anvendt overgemte efterladenskaber samt mundtlige overleveringer af ældre slægter, men som så har været meget indholdsrige. For at udføre det, har det været et periodisk proces som har taget mig næsten 20 år. Jeg kan være mine forfædre taknemmelig for, at de igennem tiderne har overgemt efterladenskaber, som jeg med interesse har kunnet drage frem, for at samle og beskriver deres liv, virke og gøremål på en sådan måde, at vi og eftertiden kan få et lille indblik i datidens livsførelse, under de vilkår som da forekom. Det herved skrevne er selvfølgelig ikke det eneste liv som igennem tiderne har forekommet på Venø. Her har mange andre ligeledes udført mangeartede livsgerninger, som denne ø endnu bærer præg af. Slægter følger slægters gang, hvor nutid, også bliver fortid, for fremtid.
Opdateret 1 maj 2006 Denne artikel har været indrykket i "Venø Posten" 2002 |