|
Dette blev vort liv |
Fortsættelse af Nørskov slægten |
|
Orkan 1833 - Stormfloden 1839:
Det blev en meget besværlig sommer med at få laden genopbygget, samt dette, at alt andet arbejde jo også skulle udføres, men de kom dog over det. Den 8-9. januar 1839 kom der en endnu værre storm fra nordvest, og var denne som i historien blev kaldt for: "Stormfloden 1839". Det var under denne storm Vesterhavet brød igennem Aggertangen og fyldte Limfjorden med sådanne vandmasser, at den gik langt over sine bredder, hvorved alle lavtliggende landsdele langs Lim-fjorden blev oversvømmet. På Venø var vandstanden 4 alen over daglig vande, og vandet gik ind i gårde og huse i Venøby, og i Vejsbjerggårdene. Beboerne herved flygtede op i kirken og indrettede sig her, så godt som de formåede at gøre det. Det var strengt i frost og kulde da der ikke var nogen kakkeloven i kirken.. Om Vejsbjerggaardene:
Nørre Vejsbjerg blev herefter flyttet op på bakken. Sønder Vejs-bjerg eksisterede herefter i godt 100 år, men er nu nedlagt. "Nørskov" bliver flyttet op fra Vigen:
Om aftenen var vandet nået op til husene, Else sov i sengen hos sin mor, om natten vågnede de ved nogle mærkelige lyde, og ved at række armen ud, var vandet næsten nået op til øverste sengestok, og der var næsten en alen vand i stuen. Der blev nu kaldt på de andre, som sov i samme stue. Hurtig var de i tøjet og Anders bar sin mor op på det tørre, så hun kunne gå til møllehuset, for at hente hjælp til at få bjerget kreaturerne. De gik så i den mørke og kolde januarnat, i storm og hagelbyger, vadende i vand til bæltestedet for at bjerge alt, af hvad bjerges kunne, som først var 50 får, dernæst kreaturer og heste. Da det levende var bragt på det tørre, kom turen til sengeklæder, gangklæder og fødevarer samt andre husholdningsting, men det gjorde ondt at det gik ud over en korndynge som lå på ladegulvet, og var renset den foregående dag. Heste og køer kom til Sønderskov, fårene blev ude og måtte selv sørge for føden resten af denne vinter. Til alt held for dem, var møllehuset blevet bygget så de her kunne få husly. Der var trang med plads, men da det var deres egen søster som der her var kone i huset, ind-rettede de sig herefter. Det varede tre dag før vandet var falden så meget, at de kunne flytte ind igen. Det var meget slemt den nat vandet brød ind, men det var langt værre ved at komme tilbage. Der var lergulv i stue og lade, i stuen måtte de ligge nogle brædder for ikke at synke i bløde. Ladegulvet var så opblødt at der ikke mere kunne tærskes herpå, og tørvene var så våde at de ikke var til at få ild i. Det var så hårdt og usselt denne vinter, at de besluttede sig for, at den kommende sommer skulle gården flyttes op fra dalen, således, at de ikke mere skulle blive husvilde for vandets skyld. Da sommeren kom tog de så fat på byggearbejdet, og gården kom til at ligge der, hvor det nuværende Nørskov ligger. De østlige jorder blev samtidig skilt fra, og byggede her med samme så "Øster Nørskov" ved østfjorden, som Peder Nørskov overtog da han solgte Nørre Vejsbjerg. Efter Kirsten Nørskovs død:
Endvidere var der tre plejebørn som var: - Anders Hedes søn, Mads. - Mariannes datter, fra før ægteskabet, Else Marie. - og Peder Nørskovs ældste datter, Kirsten, som var opkaldt efter sin moder. Else Marie lærte sig at væve og vævede herfor alt af hvad hun kunne, for både dem i Nørskov og for andre folk. I Nørskov blev det nu bedre tider, Gud velsignede dem for alt deres arbejde. Gælden på gården blev betalt, ligesom der kom penge i kisten, 60 rigsdaler i sølv. Jens Riis bejler til Else på Nørskov:
I samtalens løb, under besøget, spørger Jens Riis så Anders Hede: "Har du dine piger hjemme i aften?" - som Anders Hede nok mente at have. "Det er min mening at gå hen og bejle til en af dem i aften" - sagde Jens Riis. Anders Hede blev så glad herfor, at han skyndte sig hjem for at fortælle det. Pigerne, som er de førnævnte hjemmegående piger i Nørskov, troede ligesom ikke rigtig herpå og stillede forskellige spørgsmål hertil, som Anders Hede besvarede med, at det var rigtig nok. Jens Riis havde tidligere og ofte aflagt besøg i Nørskov, som alle var glade for, da han var ret livlig og altid havde noget at fortælle, ligesom det om aftenerne endte med et lille slag firkort. Jens Riis og hans brændevinsgrej:
Da der ved denne lette adgang hertil, blev der undertiden ofte drukket lidt rigelig heraf. Herfor blev der fra regeringen nedlagt forbud mod hjemme brændevins-brænding. Øvrigheder skulle konfiskere de redskaber som hertil fandtes. En dag mødte herreds-fogeden fra Lemvig op, ifølge med en fuldmægtig fra Venø, for at se efter. De kom så ind hos Jens Riis, som så måtte aflevere sit brændevinsgrej. Under deres besøg, kommer der en pige fra nabolaget ind hos dem, og siger: De to djævle fra Lemvig er her, for at tage dit brændevinstøj. Denne pige er sikker for et bud, sagde herredsfogeden. Når folk kunne komme af sted hermed, nedgravede de brændevins-grejet før herredsfogden ankom, og dette havde de dog nået på Nørskov, hvor det blev nedgravet i bakkerne ved fjorden, og måske det ligger her endnu. Som aftalt, kom Jens Riis til Nørskov og forrettede straks sit ærinde med, at det var Else som han ville have. Men Else svarede straks nej, du kan tage Karen, hun vil så gerne have dig. Hun er for gammel til mig, sagde Jens Riis. Efter en del ordveksling herom, tager Anders Hede ordet, og siger: "Else, du skal tage brød når det bliver dig budt, siger du nej til Jens Riis, vil det gå dig ilde og du kommer til at tigge dit brød inden du dør". Else brast i gråd og sagde: "Ja, i Guds navn, lad mig så føje Eder!" Else har fortalt det mange gange siden, at hun aldrig har fortrudt hun sagde ja til Jens Riis, da hun herved fik den bedste mand på jorden. Første søndag efter forlovelsen blev der lyst til ægteskab for dem, men da det var i fasten blev brylluppet udsat til anden påskedag, da Jens Riis ville have et stort bryllup med dans. Der blev holdt stort bryllup, som varede ugen ud. Slægten på begge side, og alle Venøboerne, såvel ung som gammel gik parvis til kirken. Da de første kom frem til kirken, var det sidste par endnu ikke gået fra Gadegaard. De fremmede fra fastlandet var ankommen aftenen i forvejen, og drog først af sted igen efter tredje og fjerde dag. Derefter var der gilde et par dage for alle opvartere. Søndagen herefter skulle de nygifte, og nærmeste slægtninge med i kirke, og til alters. Et sådant bryllupsgilde var meget festligt, og sådanne gilder var dengang skik og brug. Else og Jens Riis i Gadegaard:
Enken som Jens Riis havde købt gården af, boede i nabolaget og hun var misundelig. Else var overtroisk og frygtede for at denne kone skulle ønske ondt over dem og gøre dem fortræd. Der kom sygdom iblandt kreaturerne, kalve døde, og en fireårig hest fik lungebetændelse og døde heraf.
d. 21/12-1932. David Jensen, f. 15/10-1854 d. 21/08-1869 Eva Marie Kirstine Jensen, f. 19/03-1856 d. 19/03-1861 Peder Kristian Staustrup Jensen, f. 19/10-1858 d. 19/03-1923 Eva Marie døde på sin 5-års fødselsdag. Dette var en stor sorg for forældrene, ikke mindst hendes moder, som holdt så meget af hende. Hun døde af strubehoste, som det dengang var umuligt at få hurtig lægehjælp til. Mads Peder Jensen:
Tidligere beskrivelse herom, er ikke ukendte da Mads Peder Jens-ens erindringer, igen og igen har været benyttet som oplysnings-kilde, for flere afhandlings-beskrivelser af Venøs fortid. Mads Peder Jensen fortæller: - om indtrufne tragedier i familien:
Han fandt i et tillæg til "Evangelisk kristelig Salmebog": "Nu gudskelov at stunden, er sød og blid oprunden". Han kaldte på mor og læste den op for hende, dette trøstede dem begge to, og mor græd ikke så meget herefter. Jeg har selv fået trøst af denne salme, da min lille datter døde. Far og mor fik også modgang, på anden måde. Hen på foråret mistede de 13 lam. Det havde regnet meget stærkt hele formiddagen, men så lige før middag blev det tørvejr. Far sagde til tjenestedrengen, at han skulle lukke op for fårene, hvortil jeg bad om lov at følge med. Vi gik om under Firbjerg, her var læ og vinden var i øst, men der var ingen får at se, så vi fortsatte syd på til Sønderskovs mark, hvor fårene gik på sletten. Over til sletten var fårene gået ligetil og sprunget over en stor grøft. Da vi kom til grøften, så vi, at der lå mange lam i grøften som vi samlede op, der var tretten, som alle sammen var døde og som for os, var et sørgeligt syn. Det var kun de mindste lam som var faldet i grøften, de største kunne springe over til de store får. Vi drev fårene hjem og gik ind til mor, som spurgte hvorfor vi græd. Vi fortalte hende om den tragiske ulykke med fårene. Mor bad tjenestedrengen om at gå ud til fårene, hvorefter hun så tog mig ved hånden og gik ud i marken til far, som pløjede nordøst for kirken. Vi fortalte far om det skete, som så svarede, at dette var slemt, men der er noget som er endnu værre, det ser ud som om, at rugen er gået ud i vinter. De fulgtes ad hen for at se på rugen, og var begge herved meget bedrøvede, de sagde: "Det er som om at lykken har forladt os." Til dødsfald i "Staunstrup" - i Flynder:
Da vi kom til Lemvig, købte far her et par lange støvler til mig, de gik helt op til knæene og jeg var herved en vældig karl, som far også var stolt over. Folk vi mødte og som kendte far, spurgte ham, om det var hans søn han havde med sig. Far svarede: Ja, det er det, jeg har en søn mere samt en datter! Rejsen til Staunstrup og begravelsen her, gik godt. Men hjemme på Venø sad mor og tænkte, om den lille dreng i den stærke kulde, nu kunne klare at køre den lange vej som var i åben vogn. Peder Kristian Staunstrup Jensen - fødes:
Far fortalte nu sin søster, at han havde fået en søn. Faster Mette Marie bad nu far om, at kalde den nyfødte op efter hendes nu afdøde mand, og dette lovede far, og drengen fik ved dåben så navnet: Peder Kristian Staunstrup Jensen, som faster Mette Marie holdt over dåben. Et par begivenheder fra barndomstiden af: Mads Peder Jensen:
Først gik vi til "Hede" i Gudum, hvor vi fik noget at spise. Herefter gik vi over Klosterhede, jeg gik i lyng til knæene og var træt og tørstig, hvorfor min far så gik ned i lavning hvor han mente var vand, men der var ingen vand. For et henlede tanken til andet end vand og træthed, fandt far på råd ved at fortælle en historie, om denne lavning på heden som kaldtes for "æ sæt" - og er som følgende: I gamle dage var der nogle store mennesker som kaldtes for "jætter" og en sådan boede der et sted her i Hardsyssel og en i Thy, og de to besøgte hinanden engang imellem. For at komme til Thy, måtte jætten så over Oddersund, men vandet var så dybt at det ville gå oven ned i hans støvler, selv om de var meget store. Han var ked af at skulle være så våd hver gang han skulle over denne rende og lovede sig selv, at han nok skulle få det forandret ved at smide et par håndfulde jord heri. Tiden gik og jætten havde imidlertid glemt Oddesund. Men en dag fik han så lyst til at besøge sin gode ven i Thy, og som han gik i Klosterhede, kom han så i tanke om, at han havde glemt at fylde noget i renden ved Oddesund. Han tog nu sin ene luffe (handske) af, og fyldte denne med jord. Der hvor han nu tog jorden, blev der et hul som kaldes for "æ sæt" som vi nu ser her . Da jætten hermed havde gået et stykke vej, var han så uheldig at luffen revnede, og der blev kun den jord tilbage, som var i tommelfingeren, men han blev nu så arrig, at han hældte den sidste jord ud. Der kom ingen jord i sundet, men på Gudum præstegårds mark, som ellers er ganske jævn, ligger der to gravhøje, en stor og en lille, og det er den jord som jætten havde i sin luffe. Ved den lange historie som far fortalte her mig, glemte jeg helt at være træt og tørstig i den tid vi gik over Klosterhede. Efter turen over heden kom vi ind til Maren Forres hvor vi fik mad og drikke så vi kunne fortsætte herfra og til Staunstrup. Hertil ankom vi ud på aftenen, og folkene her var gået i seng. Far bankede på vinduet og kaldte, hans søster kunne kende ham på røsten, og sagde, men er det dig Jens Riis? - Faster Mette Marie lukkede straks døren op og vi blev hjertelig modtaget af dem alle. På den tur var vi i Storbjerg i Bøvling sogn, og i Bjerggaard i Ramme sogn. På hjemturen var vi i Lemvig hvor vi besøgte arrestforvareren Poul Viborg. Han var brodersøn af faders første kone, Eva Marie, han skrev dokumenter og var næsten som en sagfører. Han boede i det gamle ting- og arresthus på torvet. Under besøget hos ham, så jeg noget som for mig var helt mærkeligt, en slagter kom drivende med et svin, og gav sig til at slagte den midt på gaden, hvortil jeg siger: - Se far, de slagter grisen på gaden! - De lo blot ad mig, og Poul Viborg siger: - Bærer i jer ikke sådan ad! Nej, vi lægger den på et kar, binder den, og stikker den med et kniv. Poul Viborg blev betragtet som hørende til familien, og som far gerne besøgte, når han var i Lemvig. En anden begivenhed:
Manden kom til Gadegaard, på Venø, lidt over middag, og imedens han fik noget at spise gjorde far sig klar til at følge med ham til Vinding. Da jeg kunne se at han nu skulle af sted, bad jeg så lov om at måtte følge med. Men hertil svarede mor - nej, det er ikke noget for drengen, han går træt. Efter lidt frem og tilbagesnak sagde far så, det kan være at Peder gerne vil se min dreng. Jeg kom så i tøjet og kom med. Men turen til Vinding blev en drøj tur, vi gik fra Gadegaard og til Holstebro i et stræk, og da det var aften da vi kom hertil og manden fra Vinding var godt kendt i Holstebro, gik vi ind til købmand Vium, og blev her beværtet med mad og drikke. Jeg var træt og faldt ret hurtig i søvn, tjenestefolkene spiste samtidig med at de samtalede om, hvordan far ville få den dreng til Vinding. Der var endnu 2 mil til Vestergaard og vi havde gået 3 mil. Pigen hos købmand Vium og som beværtede os op, tilbød at bære mig op på Galgebakken, hvis hun kunne tjene en daler herved. Med pigen og manden fra Vinding endte det med væddemål herom Pigen skulle så tage mig hvor jeg sad og bære mig op på Galgebakken, og hun vandt væddemålet. Imedens hun bar på mig, blev jeg så lidt vågen og en del forfrossen, så det skulle nu gøre godt at komme til at gå igen. Far tog mig nu ved hånden og ud på natten kom vi til Vestergaard. . Far gik her straks ind til sin broder, og som jeg husker, så stod jeg imellem far sine knæ. Farbror blev straks så oplivet ved at se sin broder, at han rejste sig op i sengen og talte med far. Da vi havde fået noget at spise, kom jeg så i seng, og far sagde til mig, at nu skulle jeg bare ligge mig til at sove, og blive liggende indtil han hentede mig igen, men da var det nu bleven morgen. Peder, fars broder var da falden i søvn, han fik en rolig søvn, og da han vågnede var han kendelig bedre. Det var vist en de bedste gerninger som min far har gjort, det var ikke med medicin, men ved at sidde og tale med ham, som gav ham ro i sindet, så han kunne sove. Det varede ikke længe herefter at farbroder var blevet helt raskt, og igen kunne passe sit arbejde. Han levede mange år herefter. Med råd og dåd har far hjulpet mange mennesker, og det var herfor et stort savn for mange da han døde. Hjemturen herfra, blev vi kørt til Holstebro og gik så herfra til "Sønder Tinggaard" i Vejrum, hvor min faster boede. Dagen efter gik vi så hjem til Venø. Også en begivenhed:
Den dag øllet var brygget blev svalekarret sat ind i stuen for øllet kunne stå her i varmen og gære. Karret blev opsat mod væggen, hvor far hans stol plejer at stå, men så i mørkningen hvor tjenestekarlen kom ind og der ikke var tændt nogen lys, ville han sætte sig i stolen, men satte sig i stedet, i ølkarret, som kun var tildækket med noget lærred. Jeg husker, at det gav et stort skvulp, da jeg sad på bænken tæt herved. Mor og pigerne hørte det i køkkenet, kom med lys og udbrød: Men hvad er det dog med drengen! Men nu var det jo karlen, i stedet for drengen, men sikken et syn, øllet flød over hele gulvet og da mor holdt lyset hen for se hvor galt det stod til, så jeg mine træsko stå der: Åh - mine træsko sejler hen, udbrød jeg. - Men for mor var det noget helt andet, det drejede sig mere det øl som var tilbage nu kunne slå til, da der ikke var tid til at brygge mere i denne omgang, da der dagen efter skulle bages, og mor var nær ved at græde herover. Karlen gik ud og vi så ikke mere til ham den aften. Dagen efter var han meget skamfuld, og pigerne kunne ikke lade være med at drille ham, for hans klosetter. Midt i alt travlheden, fik mine forældre en noget større bekymring, da min broder David havde fået en stor byld som var meget smertefuld, i flere døgn kunne han herfor ikke sove, hverken dag eller nat. Den aften, som var dagen hvor Peder Kristian havde været i kirke, gik der så hul på bylden og han faldt i søvn. Faster Mette Marie sad ved hans seng, og da han blev rolig troede hun, at han var død, hun tog nu et lys for at se til ham, og så, at der var et byld så stort som et barnehoved, som nu var gået hul på, så næsten hele sengen sejlede. David sov så fast, at han end ikke vågnede ved at blive vasket og få skiftet skjorte, han sov et helt døgn herefter. David var dengang 4 år gammel, og jeg var 6 år gammel, og han blev hurtig rask efter denne sygdom, han blev større og stærkere end mig, skønt jeg var 2 år ældre. Han var heller ikke bange for at slås med andre drenge, ligesom han blev dygtig til at løbe på skøjter, i 12-13 års alderen var der hverken drenge eller karle, på Venø, som kunne klare sig for ham. David døde som ung det år hvor han blev konfirmeret. Han døde af en halssyge, difteritis. Det var en sygdom som jeg havde haft, før ham, men var kommen over det og uden lægehjælp. Men da han blev syg, mente mor, det var en slem forkølelse, men efter tre dages forløb blev lægen tilkaldt, men det var det for sent, det var da gået langt ned i struben og kunne ikke pensles bort. Han døde på niende dag herefter. Efter Anders Hedes død 1857, var det Anders Madsen og hans søster Karen som var de styrende på Nørskov. Men det varede ikke længe, da Karen var syg af tæring i 2-3 år og døde heraf. Peder Nørskovs ældste datter, som var plejedatter i Nørskov var nu 20 år. Hun havde ikke lyst til længere at blive hjemme i Nørskov, og rejste nu ud at tjene. Anders Madsen måtte se sig om efter en husholder, som så blev Maren fra Jegindø, som da tjente i Sønderskov. Hun ville nok være husholder for ham, men kun på de vilkår, at han giftede sig med hende. Dette gjorde han så, men han levede kun et år eller to herefter. Nørskov gik nu ud af den gamle slægt, som den havde tilhørt i ca. 200 år. Mariannes datter - Else Marie gifter sig:
Else Marie og Hans Peder får møllen og huset. Møllen og huset, er det sted som senere får navnet: "Vester Nørskov" - som senere igen bliver nedlagt og henlagt under Nørskov. I Vester Nørskov havde de 2 køer, 1 stud og 14 får. Med studen kunne de selv drive marken.
Kirsten Nørskov Hansen: f. 1858, d. 1882 Eva Marie Kirstine Hansen: f. 16.04-19-1861 Den ældste af de tre børn var Maren Kirstine. Hun gifter sig med Mads Peder Jensen Sønderriis i 1876. De får Mads Boesgårds gård, som nu får navnet: "Sønderriis". De får 9 børn - som nævnes senere. "Nye Tider" Opdateret 17 okt. 2006 |