Kirkebeskrivelse og den gale præst |
Dette blev vort liv |
Kirkebeskrivelse og den gale præst |
|
Af: Chr. Østergaard Jensen
Samtlige nævnte mål er ved alen, som da har været benyttet ved denne kirkeopmåling. Kirken og dens første arkitektur: Kirkens nøjagtige årstal kendes ikke, da der ikke herom foreligger noget skriftligt. Men den menes at være opført lidt før eller omkring år 1600. Venøboerne havde da et reserveret stolestade i Gimsing Kirke. På Venø har der muligvis før været et kapel, for herved at kunne begrave øens døde. Den oprindelige kirke var knap 12 alen lang og med udelt skib. Der menes kun at have været 1 vindue og 1 fladbuet indgangsdør, som begge var i sydsiden. Ved senere befolkningstilvækst, blev der tilbygget kirken i vestenden. Dens første tag var byghalm, som blev afløst af tagspån, som var dets tag indtil 1791, og nogle år herefter. Omkring året 1860 blev der indlagt pommerske bjælker, nyt loft, spærre og lægter samt det nuværende røde teglstenstag. (Og ikke som har været nævnt igennem flere år ved 1968, som det fremkom i daværende turrist brochure samt på internet. Muligvis er tegltaget blevet fornyet dette år. – Chr.) I 1863 blev der i vestenden opført våbenhus. Indgangsdøren blev så flyttet til vestgavlen, ligesom der blev indsat vinduesfag i sydsiden. Kirken overdrages fra Wolstrup. Den daværende kirkeejer Jens Riis Pedersen, fra det tidligere "Gadegaard" og det nuværende Nørreriis, havde af Ejerinden på "Wolstrup" købt Venø konge, kirke, korn og kvægtiende. Han kom dog i stor gæld ved kirkens restaurering, da tienden kun forslog lidt til bjælkerne som kostede 2 rdl. pr. alen. Kirkens mål og grundlæggende konstruering: Der er bygget på kirken i 3 omgange. Kirken er en firkantet grundmuret bygning på 18½ alen lang og 10¼ alen bred. (-udvendige mål) Murenes højde, op til tag, er 4¾ alen og murenes tykkelse er 1¾ alen, og består af utilhuggen kampesten som muligvis er samlet op ved stranden og hvoraf flere er meget store. Ligeledes er der benyttet brændte mursten som sidder især i hjørnerne, og omkring vinduerne. Der er ligeledes benyttet mursten ved lukning af den tidligere indgangsdør i sydsiden. Murene er hvidkalkede, såvel udvendige som indvendige. Som tidligere nævnt, er taget af røde teglsten som er understrøget med murpuds. Tagets højde er 5¾ alen, der er såvel vindskede brædder som der er brædder langs siderne hen under tagskægget, begge dele er af fyrretræ som dog af og til er fornyet. Overtømmeret, som spær og lægter er fornyet flere gange. Det nuværende tagtømmer er lagt op i 1910. I østgavlen er der en luge med opgang til loft, denne er sidste gang fornyet i 1928. Der har tidligere været opgang til loft inde i kirken, ad en loftstige. Denne blev fjernet i 1872 og lugen herfra blev indsat i østgavlen. Loftet er bræddeloft som er af fyrretræ og fornyet flere gange, som sidste gang var i år 1910. Dette er malet i en grålig farve. Gulvet var oprindelig ujævne kampesten, disse blev i kor og gang afløst af røde mursten, omkring år 1800. I stolene blev der i 1839 lagt nyt bræddegulv. I året 1880 blev der lagt nyt bræddegulv over det hele. Efter udvidelsen, var der som nævnt to vinduer. Et tredje vindue blev indsat i korets sydside i år 1903. Alle tre vinduer er i firkantet form, ved de to vestligste vinduer er murkransen ovenover, afrundet, korvinduet er derimod plan. Hvert vindueshøjde er 1½ alen høj og 1¼ alen bred. Indfatningen er træ, som er malet. Der er to ruder i hvert vindue, og i øverste række er der tre ruder. Alle vinduer kan åbnes udefter. Indgangsdøren er egetræsmalet, blank på den indvendig- og mat på den udvendige side. Den er forsynet med lås og nøgle. En luftventil findes her ovenover. Kirkens indre interiør: Kor - Prædikestolen – Altret – Alterbilledet – Alterbordet - Kalk og Disk – Zinkservante - Kor, gulv, alter og knæfald – Døbefonten –Dåbskande – Kirkestole – Kakkelovnen – Salmetavler -Lys og lysekroner – Kirkebøsser – Kirkeklokken og Kirkegården. Dette er for stort værk, for herved værende beskrivelse af. Den gale præst 1781-1789: Ved utallige af genfortællinger om den gale præst på Venø, er vi igennem tiderne af interesserede, bleven opfordret til at fortælle denne historie, som herved gengives. Niels Jensen forskanser sig mod den gale præst Året 1781, blev Johannes Bakker kaldet til sognepræst på Venø. Folk sagde om ham, at han var en gal og sindsforvirret person som truede folk med en gevær. Venøs rigmand Niels Jensen i ”Gadegaard” satte derfor en 2 alen tykt jorddige udenfor sit hus, udfor alkovesengene, da han frygtede at præsten skulle komme om natten, for at skyde ham. Niels Jensen var så bange for præsten, at når han skulle til østfjorden for at fiske havde han i reglen 2 mand med sig. Men en dag så præsten han var alene på vej, og sagde derfor til sin tjenestepige, i dag kunne jeg have skudt Niels Jensen, men jeg havde ikke mit gevær på mig. Den gale præst sin opførsel: Det fortælles, at Venøboerne ret hurtig blev klar over, at hans livsbane ikke skulle gå ad de sædvanlige baner. En af de første søndage i kirken mødte han fordrukken op, og som gentog sig mange gange siden. Juledag 1784 frembød han fra altret, sin tobaksdåse, under latterlige og forargelige miner, hvorved menigheden græd over ham. Den gale præst uterlige opførsel Beboerne i Venøby var mest plaget af præstens gale ideer, og klagede derfor til sognefogeden, som så igen lod det gå til herredsfogeden for Lemvig distrikt. Men det var ikke i alle tilfælde at herredsfogeden ville tage sig af deres beklagelser. Men så skete dette, at præstens tjenestepige skulle have et barn, som præsten var fader til. Men da pigen blev syg og skulle føde barnet, låste præsten alle husets døre og gik til Sønderskov, i den tanke, at pigen skulle ligge alene og dø. Til pigens held, kom der en tigger til døren, som hørte et menneske beklage sig bag de lukkede døre. Tiggeren skyndte sig herfor med at komme til Venøby. Iblandt beboerne i Venøby blev der nu holdt rådslagning, som endte med, at sende de koner op til præsteboligen som normalt plejede at hjælpe til ved barnefødsel, men denne gang fulgte der nogle stærke mænd med, til at værge for dem, mod præsten. Da barnet var født, kom præsten hjem og skældte ud, for at nogen havde brudt ind i huset. En kone sad på en stol og vaskede det nyfødte barn, men præsten smed sin jakke henover barnet og ville sætte sig på denne, men konen slog så til præsten som væltede omkuld, hvorefter han blev lidt mere rolig. Begivenheden blev anmeldt til sognefoged Mads Nørskov, som igen meldte det til herredsfogeden, som ikke ville gøre noget derved. Mads Nørskov truede med at gå til amtmanden i Ringkøbing såfremt han ikke ville sørge for at få præsten afsat da det skulle nu have en ende med den gale præst, sagde Mads Nørskov til herredsfogeden. Følge herved, da præsten opdagede at Mads Nørskov havde klaget til øvrigheden, blev han så rasende, at han ville til Nørskov for at skælde Mads ud. Men for at komme standsmæssig dertil, drog han derfor til Sønderskov for at låne en hest, som han ville ride på til Nørskov. Mads Nørskov tog rolig imod skældsordene. Men da så præsten beskyldte ham for ikke at have leveret sit tiendekorn, opstod der herom en del stridigheder om kvittering, for og imod. Normalt gav præsten ikke kvittering, men nøjes kun med at føre det til protokols, men i dette tilfælde var Mads Nørskovs tiendekorn ikke blevet indført. Han indgik derfor på at afgive tiendekorn engang mere, mod at han fik en kvittering af præsten, som herved sagde, jeg skal give dig kvittering og snappede sit gevær ned fra bjælken, for at ville skyde ham. Men geværet var til alt held dog ikke ladt, så der skete ikke noget denne gang. Herefter blev præsten suspenderet som sognepræst på Venø i 1785, og afsat 1789. Da han var blevet suspenderet i 1785, blev der i mellemårene til 1789, foretaget retshandlinger og dom imod ham. Johannes Bakke fik sine sidste leveår ved at vandre Fyn rundt, hvor han betlede og sendte tiggerbreve rundt og udgav sig for at være sognepræst på Venø. Han var fordrukken og gik på værtshuse, og kom herfor ind og ud af flere forskellige detentioner, for at sove rusen ud. Da ingen troede et ord på ham, blev han idømt som betler og landstryger til 5 års arbejde i Odense tugthus som fange nr. 930. Men Johannes Bakke duede ikke til at arbejde, idet han her skulle skrubbe uld, og ikke engang herved kunne tjene til sin egen forplejning. Ved anmodning om kongelig løsladelse, kunne dette ikke bevilges på grund af hans skandaløse og uterlige fortid. Han blev i stedet dømt til livsvarig fængsel, for ikke at kunne klare sig selv og tjene til føden. Opdateret 1 maj 2006 Denne artikel har været indrykket i "Venø Posten" 2002 Hele biografien: Den gale Præst 4.indrykningsindlæg:Uddrag fra egne erindringer, fra fødehjemmet ”Borbjerggaard” 1934-46. |